TEKSTBLO(C)K BLOG

Indlæg om tiden vi befinder os i lige nu ... og tiden i det hele taget

 

Jeg synes altid det er spændende at høre og tale om, hvad vi går rundt og tænker på.

At give vores tanker plads og lytte på dem. Formulere og tilkendegive, at sådan er jeg. Reflektere over hvordan tanker hænger sammen med kroppen, vores følelser, vores ageren. Hvordan vi lever vores liv i forhold til de tanker vi har.  

De kommer til udtryk i alt, hvad der sker i vores hverdag, hvilke aviser og bøger vi læser, hvad vi lytter til, hvad vi ser, hvordan vi opfører os overfor hinanden, hvordan vi er sammen, hvad vi har til fælles, hvad vi arbejder med, hvad vi spiser og drikker – kort sagt, hvordan vi er som mennesker. 

 

I de kommende uger vil jeg poste indlæg fra mine danskelever og mig selv.  

Har du lyst til at dele dine tanker, så skriv mig en mail 


Hvad kan tillid gøre

 

Et indlæg af Marlies Höhne

Marlies er teolog og begejstret for den lille tænkepause hun tog sig, for at læse om tillid
Marlies er teolog og begejstret for den lille tænkepause hun tog sig, for at læse om tillid

I de sidste par dage har jeg læst en spændende bog: Tillid, en af Aarhus universitets Tænkepauser. Jeg var ganske overrasket, at forfatteren ikke var, som jeg forventede, psykolog, filosof, teolog eller lignende, men en statsvidenskabsmand. Han så emnet fra et helt andet perspektiv, end jeg ville have gjort. Og min entusiasme voksede med hver side.

 

Han bemærker, at forskning har vist, at Danmark er det mest tillidsfulde land i verden, dvs. at i Danmark stoler de fleste mennesker på de fleste andre mennesker, selvom de ikke kender dem. Og de gør det ikke kun i forhold til individuelle mennesker, men også til forretningspartnere, virksomheder og myndigheder. Han forklarer, at der er forskellige rødder til tillid: historie, erfaring, opdragelse og uddannelse, eksempelvis. Han giver eksempler på dette, som er overbevisende og sjove at læse.

 

Jeg var forbløffet, da jeg omsider bemærkede, hvad det hele blev kogt ned til: et højt tillidsniveau er årsagen til et lands rigdom, fordi det ikke er nødvendigt at bruge mange penge og ressourcer på sikkerhedsforanstaltninger. Han opsummerer det hele med det ændrede Lenin-citat "kontrol er godt, men tillid er billigere". Og forresten: han skriver også med en masse humor. *

 

Jo mere jeg læste, jo flere spørgsmål kom op vedrørende forskellene til Tyskland. Hvordan var eller er det med restriktionerne på grund af Corona? I Tyskland har der været mange protester for nylig. Folk ser deres grundlæggende rettigheder begrænset. Og konspirationsteorier blomstrer: hvem drager fordel af begrænsningen? Der er meget mistillid på vej. Bestemt, jeg vil også gerne have mit gamle liv tilbage, men jeg accepterer, at de trufne foranstaltninger tjener vores sikkerhed. Var eller er der mindre protester i Danmark? Måske kan jeg finde ud af det, når jeg rejser til Samsø i August. 

Dejligt at dette tilsyneladende er muligt igen.

 

* Hvis I har indtryk af, at jeg reklamerer for Tænkepauser – så har I ret!

 


Anna Ancher

 

Sol over Skagen 

 

1859 – 1935

 

En præsentation af Gudrun Wulf

 

I høstens tid, 1901 Anna Ancher skildrer ofte figurer i landskabet, her ved høsten. Situationen er meget stemningsfuld.
I høstens tid, 1901 Anna Ancher skildrer ofte figurer i landskabet, her ved høsten. Situationen er meget stemningsfuld.

Anna Ancher blev – som eneste Skagensmaler – født i Skagen. Hun voksede op med 5 søskende og det særlige lys i spidsen af Jylland, der hvor Vesterhavet mødes med Østersøen. Hun var autodidakt og en af Danmarks få impressionister. 

 

Hvordan så det ud i Skagen omkring 1860?

Skagen er Danmarks nordligste by. Byen har nu ca. 8000 indbyggere. Fra Hamborg – hvis man tager bilen – er det 555 km. Med 2 små pauser tager det 6 timer på motorvejen. 

 

1860 var der ingen vej til Skagen. Byen var et fattigt og isoleret fiskerleje uden togforbindelse. Området var præget af vandreklitter og blev ramt af stormfloder og kraftige storme. I slutningen af 1800-tallet boede der 2000 mennesker, de fleste levede af fiskeri, skibsfart og handel. Der var også en del landbrug. Skagen var landets næst største fiskerby, efter Esbjerg. Der var helt sikkert intet kulturliv – ingen koncerter, teaterforestillinger, museer eller noget andet. Men området havde en skøn natur og den isolerede placering tiltrak mange kunstnere. 

Studie af sypigens hoved, Ane 1890
Studie af sypigens hoved, Ane 1890

Annas forældre ejede Skagens kro. Her kom alle dem, der senere blev kendt som Skagensmalerne. Her var fred og ro, lys og forskellige motiver og livet var sikkert billigere end i København. I den tid var det moderne at male udenfor. Anna var sammen med kunstnerne og fik som teenager interesse for maleri og begyndte selv at tegne og male. 

 

I den periode var det ikke muligt og særligt svært at være kvindelig maler. Kunstakademiet var ikke tilgængeligt for kvinder. Annas mor understøttede sin datter. Hun var selv besat af litteratur og religiøse emner. Anna fik en kort uddannelse på to år, i vintermånederne, på en malerskole for kvinder i København. Vilhelm Kyhn, hendes lærer, mente, at hun skulle stille sin malerkasse væk, da hun blev gravid. 

 

Hun elskede at male. Ingen kunne holde hende tilbage. Hun forfulgte sin drøm og lidenskab. 

Anna Ancher malede en række portrætter af sin mor Ane Hedvig Brøndum
Anna Ancher malede en række portrætter af sin mor Ane Hedvig Brøndum

Michael Ancher kom fra Bornholm til Skagen og var meget begejstret over Annas talent og hendes evner. Han var ikke jaloux på sin kone. De havde et godt malerfællesskab. 

 

1880 var Annas første udstilling i København og hun blev hurtig anerkendt som maler. Med 20 år.  Skagen blev moderne. 

 

Hun malede mest indenfor, fordi hun elskede den afdæmpede og intime atmosfære. Oftest kan man se hendes mor. Men også andre beboere fra Skagen med deres daglige arbejde, som står i centrum af hendes billeder. Hun malede ikke med et kritisk blik, hun malede, hvad hun så med kærlighed til menneskerne. Hun malede dem med tykke næser og hænder som var præget af arbejde.  

 

Figurerne er altid autentiske. Man får et realistisk indtryk af livet i en lille fiskerby. Det var hårdt arbejde, men der var også lys og skønhed. Lyset – særlig sollyset – spiller altid en væsentlig rolle. Hun malede lysets virkning på hud og hår, på gulvet og vægge.

Anna Ancher brugte de samme motiver igen og igen. Her: Brøndums anneks, 1917
Anna Ancher brugte de samme motiver igen og igen. Her: Brøndums anneks, 1917

Indtryk hedder på fransk impressionisme. Stilen bliver i nutiden forbundet med navnene som Monet eller Liebermann.

 

Anna var påvirket af lyset, som skinnede ind i huset. Baggrunden for hendes maleri var ikke det hårde arbejde eller hverdagens ensartethed. Hun malede for lysets og farvernes skyld. Hun søgte at fange og fastholde lyset på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt på dagen.

 

Et billede skal altid males i løbet af et øjeblik. Sådan malede Anna sine indtryk: Hvordan kan lyset forandre farverne? 


FOTOGRAFIET SKABER SYNLIGHED

 

En lille præsentation af Trine Søndergaards kunst

 

Edda Laudahn

Det kunne have været et meget spændende og indsigtsfuldt møde. Frem til 20. september viser Gøteborgs kunstmuseum en stor udstilling med 148 billeder af den danske kunstner Trine Søndergaard. 

Billederne fra hendes omfattende serie går i dialog med hinanden. Udstillingen er åben. Vi kan bare ikke tage derhen. Derfor kommer der nogle billeder til dig nu. Jeg vil prøve at lade nogle af disse billeder tale til dig.

Trine Søndergaard er født 1972. Hun bor og arbejder i København. 

Hun er uddannet fra Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana. 

Trine Søndergaard er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Bruce Silverstein Gallery i New York. 

Listen over serier, udstillinger og priser er lang. Vigtigt her i teksten:

Strude                                                                                       2007-10

Guldnakke                                                                                2010, 2012-13

Hovedtøj                                                                                   2019

Interior                                                                                      2008-12

Still                                                                                            2012

I 2017 modtog hun The New Carlsberg Foundation’s Artist’s Grant.

http://trinesondergaard.com/

 

Fotografiet er Trine Søndergaards medium. 

 

”At fotografere er at konkretisere,” siger Søndergaard. ”Fotografiet skaber synlighed.” 

 

Hendes værker strækker sig fra dokumentarisk til konceptuelt fotografi. Hun er internationalt anerkendt for sit tyste, men alligevel kraftfulde billedsprog, der forbliver i tankerne.

 

Portrætter, tomme huse, interiører, trærødder, megafossil og landskaber, der kredser om tematikker som eksistens og historie, levesteder og menneskeliv, sorg og kvindeuniverser.

 

Kvinder er gennemgående som motiv i Trine Søndergaards arbejde. Et kvindeligt perspektiv på kvindekønnets historie. Ligesom forskellige tidsligheder mødes i hendes fotografier. Hun lader fortid og nutid mødes i et indadvendt og kontemplativt rum.  I billederne møder vi perspektiver af forskellige indre og ydre verdener. 

 

Personerne i serier som STRUDE, GULDNAKKE og HOVEDTØJ bærer historiske tekstiler og nutidige klædningsstykker. På den måde forbindes fortid og nutid helt konkret i billederne. Der er sjældent andre genstande på fotografierne, som kan forankre dem tidsmæssigt. 

 

Hendes portrætter er iscenesatte, men ikke en repræsentation af den specifikke person, vi ser afbildet. Ansigtet er oftest ikke at se, eller blikket vendes væk. Det er mere et billede på en stemning og en tilstand. En undersøgelse af portrættet som genre. 

 

Den traditionelle egnsdragt fra Fanø danner udgangspunkt for en række værker.

 

I hendes fotoserie ”Strude” ses kvinder og piger fotograferet i dragter. Fokus er hovedbeklædningen, som kaldes ‘strude’.

Struden beskyttede ansigtet mod vind og vejr og fortæller indirekte om et selvstændigt feminint univers eller en matriarkalsk samfundsorden. Mændene var væk på havet over mange måneder, og kvinderne dyrkede jorden alene. 

 

Guldnakke har også sådan et islæt, fordi der knytter sig en historie til huerne. De kvinder som lavede dem med en ekstraordinær håndværksfærdighed, forsørgede deres familier og det var usædvanligt i midten af 1800-tallet. Der må have været en omvendt kønsrollestruktur. 

 

Trine Søndergaard arbejder ikke systematisk historisk. Men huerne gjorde det muligt at få flere betydningsmæssige elementer til at mødes, som også kunne fungere rent visuelt. 

Her var det huen, Trine Søndergaard fokuserede på fremfor pigerne og kvinderne. Hun blev fascineret af guldets dragende effekt. Guld er et materiale, som symboliserer rigdom, noget ophøjet eller guddommeligt. Med en konstant værdi, i alle dele af verden og til hver en tid. Guld vækker en følelse af attrå. 

 

Søndergaard arbejder bevidst med billeder i storformat (150cmx150cm) for at give rum til detaljerne og forbedre den visuelle virkning af huens komplicerede broderi og overdådige materialer. Og desuden for at forstærke den surreale effekt.

I de to serier Guldnakke og Hovedtøj bad hun pigerne tage fint tøj på, som hvis de skulle til fest. De har selv valgt, hvordan de ser ud, og hun har kun korrigeret ganske lidt. Så det er et bevidst møde mellem to tider med det element af tilfældighed, som skyldes pigernes egen deltagelse. Derfor har billederne nogle signaler som går i forskellige retninger. 

 

Oprindelig var huerne et statussymbol, så det handlede også om, hvilke komplekse koder vi har i dag og altid har haft. Der eksisterer et utal af koder i vores nutidige eller historiske kultur, som udtrykkes via hår, tøj og smykker. 

Kvinderne og pigerne ses bagfra eller i delvis profil. I serien Hovedtøj arbejder Trine Søndergaard med blikretninger, for det er minimale ting, som gør en forskel. I situationen fotograferer hun rimelig hurtigt og koncentreret, for ellers forsvinder det spontane element i det. 

Billederne har ingen eksplicit erklæring. Eller sådan kan man i hvert fald godt udlægge det. Det er åbne billeder, man selv som beskuer kan læse betydninger ind i. Billederne skaber følelser. Måske handler billeder også om følelser.

 

Trine Søndergaard har altid arbejdet serielt og har udstillet sine projekter separat. Med udstillingen „Still“ har hun valgt at kombinere serien „Guldnakke“ med serien „Interior“. Mennesker og rum. Intentionen var at forsøge at blande serier, at skabe en dialog og et andet slags forløb. Portrætterne og rummene gør noget sammen – der skabes et tankerum. Det dukker op forbindelser mellem serien, paralleller, der ikke er rent formelle.

 

„Jeg søger at nærme mig en tilstand af total uforstyrrethed“, siger Trine Søndergaard.

Et af stederne har stået tomt i halvtreds år og et andet i tredive år. På grund af tomheden bliver det muligt selv at læse betydning ind i rummene. Interiøret repræsenterer et slags mentalt rum, præget af stilhed, hvor fraværet af alt skaber plads til muligheder.

 

Fotografering kan fryse et øjeblik. Men Trine Søndergaards billeder taler om en anden form for stilstand. Tiden derimod strækker sig ud. Tiden er ikke stoppet. Vi opfatter en før og en efter. Billederne er fulde af begivenheder. Hvad kunne have været, og hvad vil der følge? Vi ser, hvordan vi husker, vi forbinder! Måske er vores minder også på disse billeder. 

 

Man kunne argumentere for, at alle Trine Søndergaards billeder på en speciel måde er stilleben. Dette skyldes de neutrale, kontekstløse baggrunde, der ikke kan tildeles noget sted eller nogen tid. Hendes værker siges at svare til dem fra berømte kunstnere. Måske er malerkunstens genrer mere interessant i forhold til Søndergaards fotografi frem for at blive navngivet efter visse malere.

 

*De historiske tekstiler stammer fra Fanø Fonden, Gammel Sønderho (Strude), Furesø Museum (Guldnakke) og Skive Museum (Hovedtøj

Interior #34 © Trine Søndergaard
Interior #34 © Trine Søndergaard

Interessant at læse:

 

  • Trine Søndergaard: Hovedtøj, Udstillingskatalog, Skive Museum, 28.09.2019-01.03.2020
  • Trine Søndergaard: Lumières nordiques, Still, MuMa, Musée d´art moderne, Le Havre, 13.10.2018-27.01.2019
  • Trine Søndergaard: Stasis II, How to see, København, fabrikbooks, 2019
  • Trine Søndergaard: A room inside, København, fabrikbooks, 2017
  • fotografisk center // blog 

 


Følger 

 

Et indlæg af Birgit Höder

Birgit Höder var skolelærer og elskede sit arbejde. Og at klippe og klistre har altid været en stor fornøjelse for hende. Birgit har fået danskundervisning af mig (nu via skype) siden januar 2020
Birgit Höder var skolelærer og elskede sit arbejde. Og at klippe og klistre har altid været en stor fornøjelse for hende. Birgit har fået danskundervisning af mig (nu via skype) siden januar 2020

Min mand og jeg er på pension. Ofte ved vi ikke, hvilken dag det er.  Alle terminer og projekter, som normalt giver struktur i vores uge, er faldet bort: gymnastik, tennis, regelmæssige møder med vores venner og sammenkomster med familien mindst to gange om ugen, øvelser ved orkester, besøg på teater eller museum, hjælp fra vores rengøringsdame en gang om ugen o.s.v.

 

Da jeg var yngre og sund og rask, kunne jeg godt lide at gå til fods alle vegne, hvor det var muligt. Men nu har jeg ondt i knæene og det er ofte for svært at gå ud regelmæssigt og jeg må tvinge mig dertil. Sidste år vænnede jeg mig til at gøre indkøb flere gange om ugen og bare købe lidt, fordi jeg ikke kan bære tunge poser. Udover det gik jeg på den måde også regelmæssigt en lille spadseretur.

Nu er vi nødt til at købe ind så mange ting som muligt på en gang, fordi vi skal reducere møderne med andre mennesker til et minimum, selvom det bedste sågar ville være at blive hjemme. Og nu kører vi i bil.

 

Jeg fik en flot ny symaskine i fødselsdagsgave og jeg glædede mig til at sy smukke sommerkjoler og børnetøj – men hvad syr jeg nu? Masker!

 

Min søn og jeg havde planlagt en tredages biltur gennem Jylland i maj – aflyst.

En af mine venner, der bor i København, ville gifte sig i april – brylluppet er i mellemtiden blevet udsat allerede to gange, fordi kommunebetjentene ikke arbejder normalt. Nu skal vielsen være i maj, men så kan hans mor og brødre ikke deltage i festen. For de skal i karantæne to uger efter deres tilbagekomst til Tyskland, hvis de opholder sig mere end 48 timer i udlandet.

 

I alle medier hører og ser man i disse dage store og hidsige diskussioner om hvornår og hvordan det er bedst at lempe corona-restriktionerne. Jeg forstår, at menneskerne er trætte af at blive hjemme, ikke kunne mødes med venner og savner kontakten til familien. For mange folk er opstarten enormt vigtig, fx hvis deres indkomst er blevet mindre eller de sågar er blevet arbejdsløse ifølge af coronakrisen. De har ret i at fordre at de vil arbejde igen.

 

Forældrene har det meget svært med at passe deres børn hele dagen eller sørge for at de gør deres skoleopgaver uge efter uge. Måske arbejder de i homeoffice og børnene forstyrrer. Legepladser måtte ikke besøges indtil for kort tid siden. Selvfølgeligt vil de gerne have at børnehaver og skoler åbnes igen.

 

De førnævnte er utilfredse med den gradvise genåbning, alle vil alt på en gang. Det gælder for enkelte mennesker og ligeså for firmaer, butikker og institutioner. Man tænker nærmest på restriktionerne som en straf.

 

Men jeg er overbevist om, at det er nødvendigt, ikke at moderere restriktionerne for tideligt, men skridt for skridt. Ellers vil vi alle måske opleve det hele en gang til.


Alt er anderledes 

 

Et indlæg af Marlies Höhne

Marlies Höhne er præst, men har været pensionist 12 år. Hun elsker at lave musik, at cykle, danske øer og at møde mennesker. Marlies var på min dansk-workshop i 2019 og deltager igen i år – forhåbentlig!
Marlies Höhne er præst, men har været pensionist 12 år. Hun elsker at lave musik, at cykle, danske øer og at møde mennesker. Marlies var på min dansk-workshop i 2019 og deltager igen i år – forhåbentlig!

I de sidste par uger har jeg bemærket en stærk kontrast: naturen sprang bogstaveligt talt ud, alt begyndte at spire og blomstre. Og vi mennesker trak os tilbage i vores huse og lejligheder, blev mindre, så at sige. På en eller anden måde er verden kommet til en stilstand.

 

Ingen af mine regelmæssige begivenheder finder sted. Og planerne for året er usikre. Vores koncert i slutningen af marts - aflyst. Blokfløjtekursus i april - aflyst. Kor- og orkesterprøve - aflyst. Gudstjenester - aflyst. Rejser til sommer - usikkert. Idrætscenter, svømmehal, bibliotek, skoler og universiteter, butikker - lukket. 

 

Jeg ved, jeg har det godt. Jeg kan ikke miste mit arbejde, jeg er pensionist. Jeg behøver ikke at bekymre mig om min indkomst, min pension er på min konto i begyndelsen af måneden. Jeg har mad og et varmt hus. Jeg har venner, der ringer og skriver breve. Men alligevel har mit liv ændret sig fuldstændigt.

 

Vi er nødt til at lære i denne tid, at vi ikke har hånd i hanke med det hele. Vi mennesker i det 21. århundrede var ikke opmærksomme på det. Det er, tror jeg, den vigtigste lektion, vi kan tage med fra denne krise. For mig betyder det i de kommende uger og måneder: jeg fortsætter med at planlægge, jeg er jo ikke holdt op med at leve. Men jeg ved også, at mine planer muligvis ikke er mulige. Og hvis det er sådan, er jeg nødt til at forny dem.

 

Jeg kan huske en sætning, der blev brugt i breve i gamle dage. Når man talte om planer, tilføjede man "sub conditione Jacobaea". Dette er "under betingelse af Jakob" på dansk, og dette henviser til en sætning fra Bibelen, fra Jakobsbrevet. Det betyder: "Hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det ene eller det." Det vil sige: Vi planlægger, og vi gør alt for at få planerne til at ske, men alt andet er i Guds hænder.

 

Jeg vil prøve at lave mine planer sådan. Jeg planlægger, jeg glæder mig til at gøre nogle ting, men jeg vil gerne kunne acceptere, hvis det viser sig anderledes.


Mit nye liv i Danmark  

 

Et indlæg af Anja Mittag

Anja Mittag arbejder hos Siemens og elsker naturen og at være udenfor – med mine familie, at cykle og til fods – altid at se noget nyt.  Anja har været kursist hos mig (nu via skype) siden januar 2020
Anja Mittag arbejder hos Siemens og elsker naturen og at være udenfor – med mine familie, at cykle og til fods – altid at se noget nyt. Anja har været kursist hos mig (nu via skype) siden januar 2020

Nu har jeg været i Danmark i snart 2 måneder – jeg synes næsten man kan sige: jeg bor i Danmark. 

Hvad laver jeg hele dagen? Jeg arbejder hjemmefra mandag til fredag. Om morgenen prøver jeg at lave lidt yoga før jeg begynder at arbejde. Normalt arbejder jeg fra kl.8 til kl.16 eller kl. 17. Til frokost spiser jeg brød med ost eller avocado og nogle grøntsager. Efter arbejde går jeg en tur og laver middag.

 

Jeg elsker at gå en tur ved havet – altid. Nu smager luften af forår og man kan se mange små forårsblomster. Vi har også haft dejligt vejr med meget solskin de sidste uger. Siden sidste weekend blæser det, men stormvejr kommer også med solskin, derfor kan jeg godt lide det vilde vejr når jeg løber. 

 

Om aftenen se jeg somme tider fjernsyn med min kæreste. Vi er begyndt at se nyheder. Det er godt for at lære dansk. Det bedste er pressekonferencen med Mette Frederiksen. Hun taler meget klart og langsomt, det kan jeg rigtigt godt forstå. 

 

Jeg snakker også med min familie og mine venner om aftenen. Jeg er næsten stresset over alle mine aftaler: Om mandagen efter dansk – hvor vi naturligvis også mødes digitalt – taler jeg med mine venner fra arbejde. Om tirsdagen snakker jeg med mine gamle venner fra arbejde. Om fredagen snakker jeg med mine venner fra Hamburg. Jeg synes ikke det er så hyggeligt som sædvanligt, men det er ok. 

 

I weekenden cykler vi tit en tur. Vi kan rigtig godt lide at cykle en tur på Kær. Kær er en lille halvø i nærheden af Sønderborg med mange flotte gårde og æbleplantager.

 

Sidste weekend besøgte vi vores naboer, Jan og Lene, i deres kolonihavehus. Vi spiste sammen og drak kaffe i solen.

Men vi laver også dejlige ting som at vaske tøj og gøre rent. 

 

I mandags bragte jeg min kæreste til toget, han skal til Norge nu og arbejde der i 8 uger. Eller rettere sagt han er i karantæne i 2 uger og derefter skal han arbejder der i 6 uger mere. 

 

Nu er jeg helt alene i vores hus i Sønderborg. Men jeg tror også det vil gå rigtig godt, fordi jeg kan godt være alene og jeg kan også godt lide at have tid for mig – jeg synes det er luksus. 


 Hilma af Klint

Pioner af abstrakt maleri 

 

1862 – 1944 

 

Præsenteret af Marle Scheiter

Hilma af Klint i sit studie, ca. 1895

© Stiftelsen Hilma af Klints Verk
© Stiftelsen Hilma af Klints Verk
© Stiftelsen Hilma af Klints Verk
© Stiftelsen Hilma af Klints Verk

– biografi

 

Hilma af Klint blev født i 1862 i Sverige på Karlberg Slot i Solna. Det ligger nordvest for Stockholm. Hun var det fjerde barn og hendes familie var velhavende. Hun gik på en pigeskole i Stockholm, efter familien flyttede dertil, da hun var ti år gammel.

 

Hun fik lov at lære portrætmaleri på den svenske kunsthøjskole og var en af de første kvindelige kunstnere, der studerede maleri på det Kongelige Kunstakademi fra 1882 til 1887.

 

Efter eksamen i 1887 malede hun i sit eget atelier, først naturalistiske landskaber og portrætter, som hun lærte det på akademiet.

– åndelig søgning, påvirkninger og begyndelsen af abstrakt maleri 

 

Da hendes søster døde, blev Hilma mere interesseret in religion og spiritisme. Selv da hun var en ung kvinde, besøgte hun seancer. Som mange andre kunstnere i hendes generation, var hun meget interesseret i teosofi og blev medlem af forskellige teosofiske samfund. 

 

Efter hun så en udstilling af Edvard Munch, var det forbi for hende med naturalistisk maleri. Hun var meget interesseret i Munchs maleriske udtryk af psykologiske tilstande og prøvede det selv. 

 

Hilma ledte efter en åndelig dimension i sit liv, men også i kunsten, og var del af et samfund kaldet „De Fem“ med fire andre kvinder. Hun fungerede som et medium og de fem kvinder prøvede at komme i kontakt med åndelige væsener. De optog deres beskeder og øvede automatisk tegning og skrivning, længe før surrealisterne gjorde det. 

 

I november 1906 malede Hilma af Klint sin første serie af abstrakte malerier i et lille format. Og det var før de kendte pionerere af abstrakt kunst, som Kandinsky eller Klee. Det var begyndelsen af en kreativ periode, som kulminerede i „Malerier til templet“ i stort format. 

 

Det er hendes centrale oeuvre med 193 billeder. 

– pioner af abstrakt kunst 

© Stiftelsen Hilma af Klints Verk
© Stiftelsen Hilma af Klints Verk

– abstrakte malerier 

© Stiftelsen Hilma af Klints Verk
© Stiftelsen Hilma af Klints Verk

– antroposofi og uafhængighed 

 

1908 mødtes Hilma af Klint og Rudolf Steiner for første gang, da han besøgte Sverige. Hun håbede at han ville fortolke hendes malerier. Steiner besøgte Hilmas studie, men analyserede ikke hendes billeder og kritiserede hendes fortolkning af hendes erfaring som medium. Derefter stoppede hun med at male i fire år. 

 

Da Hilma malede „tempel serien” i 1912, blev hendes billeder mere strenge og geometriske. Hun følte at hendes hånd ikke længere blev styret. Kristne symboler blev mere tydelige. Den ligesidet trekant, for eksempel, er et centralt symbol i mange religioner og kulturer. 

 

Senere henvendte hun sig til antroposofien og blev medlem i det antroposofiske samfund i 1920. Efter hendes mor døde, havde Hilma mere tid til at rejse og besøgte den første Gotheanum i Dornach. Der mødte hun Rudolf Steiner igen. I de følgende årtier var hun tit gæst der. Og hendes stil blev også inspireret af antroposofien. 

 – Malerier til templet

© Stiftelsen Hilma af Klints Verk
© Stiftelsen Hilma af Klints Verk

– geografiske billeder 

© Stiftelsen Hilma af Klints Verk
© Stiftelsen Hilma af Klints Verk

– abstrakt kunst

 

Hilma af Klint malede sine billeder i begyndelsen af 20. århundrede, længe før Kandinsky, Malevich og Mondrian, der stadig betragtes som pionere af den abstrakte kunst. Hendes kunst er et forsøg på at vise, hvad der ikke er synligt. Kandinskys, Malevichs og Mondrians kunst har også en spirituel dimension. Kandinsky havde for eksempel en stor interesse i okkultisme. Mondrian var også teosofist. Åndelig søgning var et essentielt element for mange modernister, der bevægede sig mod et abstrakt billedsprog. Men i modsætning til Hilma af Klint fungerede de ikke som medier i deres kreative proces.

 

Hilma beskrev sin proces som følgende : „Billederne males direkte gennem mig, uden foregående teknik og med stor kraft. Jeg havde ingen anelse om hvad billederne skulle forestille og alligevel arbejdede jeg fremad og sikkert, uden at ændre et eneste penselstrøg.”

– glemt og genopdaget 

 

I hendes levetid forbød hun alle udstillinger af sine abstrakt billeder. I sit testamente skrev hun, at hendes billeder først måtte udstilles 20 år efter hendes død. Hendes nevø og arving Erik af Klint lagrede alle billederne og gjorde dem først tilgængelige i begyndelsen af 1980´erne til få kunsthistorikere og teologer. Hendes komplette arbejde består af mere end 1000 billeder og 125 bøger med noter og tegninger. De bliver nu administreret af Stiftelsen Hilma af Klints Verk i Stockholm. 

 

I 1980´erne sørgede den svenske kunsthistoriker Åke Fant for at Hilma af Klints værker blev kendt i den internationale kunstverden. Derefter blev hendes billeder en del af mange udstillinger med andre abstrakte kunstnere. I 2013 var der et stort retrospektiv på Moderna Museet i Stockholm, der også blev vist på Hamburger Bahnhof i Berlin, på Museo Picasso i Málaga og på Louisiana i Humblebæk. Der var også en stor retrospektiv på Guggenheim i 2018. Og nu, i 2020, er der en stor udstilling på Moderna Museet i Malmö. 

– udstilling i Malmö 

– på mode

I 2014 dedikerede det svenske modehus Acne en kollektion til Hilma af Klint. Hendes billeder prydede sweatshirts, t-shirts, tørklæder og tasker. 


Madame og Mamselle

  

Et indlæg af Edda Laudahn

Eddas kat hedder Leo og elsker at blive aet af alle, bare ikke Mamselle - Edda har fået privatundervisning hos mig siden januar 2020 (uden Leo)
Eddas kat hedder Leo og elsker at blive aet af alle, bare ikke Mamselle - Edda har fået privatundervisning hos mig siden januar 2020 (uden Leo)

 Jeg spekulerer på, om Madame Nielsen kunne skrive og bo i vores hus. Jeg læste hendes virkelig morsomme essay om den tyske studerende i Weekendavisen,  der bor over hende og forstyrrer hende i sit arbejde. Og jeg stiller mig selv spørgsmålet, om vi rent faktisk er et typisk tysk hus? Og om hvorfor jeg ville have det ubehageligt, hvis Madame Nielsen sagde: Ja, I er alle sammen typisk tyske! 

 

Vi bor i en gammel bygning med 10 lejligheder. Nummer 42. Og lige ved siden af er der et identisk hus. Hus nummer 38. Ingen ved, hvad der skete med nummer 40. Vores gamle bygning er meget støjende.

 

Mennesker bor ovenover, nedenunder, til venstre og til højre for os. Alene, parvis og som familie. Og at leve er at bevæge sig, blive hørt. Der er normalt relativt stille mellem kl. 8.00 og 16.00. Men ikke i øjeblikket. Vi er alle hjemme! 

 

Min nabo fra 38 er musical-skuespillerinde og tror, hun er Whitney Houston. Min søn tager ikke et brusebad uden en beatbox. Naboen spiller guitar i løbet af dagen, næsten alle børn lærer et instrument. Om eftermiddagen reparerer mændene deres knallerter foran garagerne. Naboen over mig kommer hjem sent om aftenen og er da nødt til at støvsuge sin lejlighed. Sønnen til den ældste kvinde i vores hus (hun er 85 år gammel) arbejder som radiovært. Hun elsker hans programmer og hun er tunghør. Resten af os er det ikke.

 

Vi ved, hvem der er hjemme!

 

Hvis jeg glemmer at gøre trappeopgangen ren, minder det ældre ægtepar mig om det. Kun disse to er gifte. Vi lever alle som singler. Mest mødre med deres børn. Og vi ved alle meget om hinandens kærlighedsliv. Naboen under mig har en ny ven, og de griller på balkonen fra om middagen. Lugten er ikke så slem, som den, der kommer fra taxachaufførens lejlighed, der bor sammen med en asiatisk kvinde. Børnene siger, at der lugter som en død hund. Vi har en kat, og kattebakken er i trappeopgangen. Heller ikke lugtfri. Duften af røg fra den delte lejlighed under os er afslappende og næsten sød.

 

En lejlighed er i øjeblikket tom. Ellers lejes den ud via Airbnb og vi har fornøjelsen af polterabends hver weekend med farverigt tøj og masser af alkohol. Vi sender dem til Reeperbahn omkring kl. 23. 

 

Jeg elsker at bo her og jeg har boet her i 18 år. Vi er meget fredelige og kærlige med hinanden. Til jul lægger vi alle noget i hinandens støvler, og til påske hænger vi håndarbejde på dørene. Vi lykønsker hinanden til mors dag og før i tiden fejrede vi børnenes fødselsdage sammen. Vi har en lille have i baggården, sidder sammen eller spiller bordtennis (helt nyt). Vores kat er velkommen hos alle, sover overalt og kan lide at blive aet af alle i huset. Bare ikke af den natlige støvsuger, lad os kalde hende Mamselle. Hun flyttede ind i nummer 42 senere end os andre, da en meget flot tandlæge flyttede ud og giftede sig (vi mødes stadig med hende og laver mad sammen). 

 

Mamselle er ikke rigtig en af os.

 

Det ved man, fordi hun ikke får noget til jul og påske. Hun har heller ingen sko på sin støvsugede dørmåtte. Hun sidder heller ikke med os i haven. Når jeg snakker med min kæreste nabo i trappeopgangen, og Mamselle kommer op ad trappen, går vi hurtigt tilbage til lejlighederne og venter, indtil hun har lukket sin dør. Er det ikke underligt? Vi er alle meget forskellige og meget hensynsfulde, men vi kan ikke finde noget godt ved hende. Hun kører en stor cabriolet. Hun klæder sig meget ladylike. Hendes parfume hænger i trapperummet hele dagen. Når hun begynder at tale, stopper hun aldrig. Hun taler meget lærerigt. Derudover skylder hun stadig tandlægen penge. 

 

Har hvert hus brug for en sorteper? Er vores godhed ikke stor nok? Er vi trods alt typisk tyske?

 

Hvis Mamselle flytter ud en dag, kunne Madame Nielsen flytte ind. Med ørepropper. Gad vide hvad hun ville bemærke?


I vores have

  

Et indlæg af Imke Laudan

Imke Laudan er lærer og meget snart læreterapeut. Hun elsker vand og lyset i Danmark og desuden det simple liv, særligt udenfor. Imke har fået danskundervisning hos mig siden juni 2018.
Imke Laudan er lærer og meget snart læreterapeut. Hun elsker vand og lyset i Danmark og desuden det simple liv, særligt udenfor. Imke har fået danskundervisning hos mig siden juni 2018.

 Den tager en stor plads i vores have. Og i Corona-tiden er børnene der meget ofte. Vores trampolin er virkelig stor og markant i haven.

Og jeg tænker, trampolinen er et godt symbol på de følelser jeg har omkring Corona-krisen. 

 

Midten af trampolinen er sort. I forhold til krisen er der meget usikkerhed. Den ene siger, virussen er ufarlig, de er andre virusser, er meget farligere. Men vi hører så slemme historier. Vi ser Italien og USA med alle de omkomne mennesker. Mine forældre har problemer med deres hjerter og jeg er bange for, om de vil få Corona. Beslutningerne, som politikerne tager, viser også usikkerhed. Hvad er den rigtige vej? Skal vi være forsigtige og er økonomien vigtigere end sundheden? På hvilken måde opstår mere skade?

 

Og kanten af trampolinen er grøn, den del afspejler mit håb. Håbet om, at vi kommer sunde gennem krisen, at vi får oplevelser i krisen, der viser os en anden måde at omgås med vores tid, med vores medmennesker og med verdens ressourcer.

 

Trampolinen er elastisk. Du kan gå forsigtigt på den og der sker ingenting. Det er som et dyr med angst. Hvis du ikke rører dig, så er der ingen truende fare. Restriktionerne, som vi har nu, er lignende. Vi er ikke så autonome, som vi var før. Du skal bruge din egen kraft, hvis du vil komme godt fra den her tid. Du skal have en egen plan for dagen, du skal organisere dit arbejde og dine kontakter på en ny måde. Du skal dyrke sport, men organisere det uden en klub eller uden andre mennesker og venner. 

 

Men når du begynder at hoppe på trampolinen, højere og højere, ser du en ny horisont. 

Musikere laver musik gratis, flere mennesker klapper hver aften for alle dem, som de arbejder så meget i denne tid og jeg er taknemmelig over hver lille opmærksomhed. Vi føler en ny samhørighed, et nyt ansvar overfor hinanden.

Heldigvis har vi mange digitale muligheder, vi kan se hinanden, vi kan snakke, vi kan arbejde på en anden måde, det er meget fantastisk. Men vi mærker alligevel, at digitale kontakter ikke kan udskifte de sociale. Og det er en meget vigtig anerkendelse at tage med ud af Corona-krisen.

 

I dette øjeblik hopper mine børn på trampolinen, de springer og springer. Når de gør det, løsner sig deres kroppe. Jeg tror ikke krisen snart er forbi. 

Vi skal leve meget længere med Corona. 

Men vi skal løsne vores bekymringer og tænke på alle de gode ting, vi har.


Klimakrise versus Coronakrise

  

Et indlæg af Jörg Steinbrenner

Jörg Steinbrenner var i mange år ansvarlig for Kreis Pinnebergs ungdoms-, social-, kultur- og sundhedsafdeling og arbejder nu for den Nyapostolske Kirke i Skandinavien og dele af Nordtyskland. Udover god rødvin elsker Jörg livet og dansk naturligvis.
Jörg Steinbrenner var i mange år ansvarlig for Kreis Pinnebergs ungdoms-, social-, kultur- og sundhedsafdeling og arbejder nu for den Nyapostolske Kirke i Skandinavien og dele af Nordtyskland. Udover god rødvin elsker Jörg livet og dansk naturligvis.

Vi oplever nu Coronakrisen. Hele verden beskæftiger sig med spørgsmålet, hvordan vi kan stoppe virussen fra at udbrede sig og ramme og dræbe befolkningen. Hver dag ser vi beretninger, læser om denne skrækkelige og forfærdelige situation i Italien og andre lande verden over. Vi iagttager vores naboer, som agerer forsigtigt, holder afstand til hinanden og registrerer at grænserne, restauranterne, forretninger er lukket. Vi accepterer alle indskrænkningerne af vores personlige frihed fordi faren er real og hver dag informerer medierne os om nye infektionstal og antallet af syge der dør på grund af virussen. Vi tror på videnskaben og bliver følelsesmæssigt berørt. 

 

I mellemtiden har vi fuldstændig glemt klima- og flygtningekrisen. Der er ikke nok plads i vores hjerner og hjerter til at lægge mærke til tre krisescenarier samtidig. Men klimakrisen er meget farligere, mere substantiel og eksistentiel for vores egen, vores børns og de næste generationers fremtid. 

 

Problemet er abstraktionsniveauet af klimaforandringen. Bortset fra en alt for varm sommer mærker vi ikke umiddelbart risiciene. Vi er nødt til at forandre vores livstil. Frivilligt, uden at regeringen tvinger os, kun på grund af vores egen indsigt. Det er vanskeligt, men ikke umuligt. 

Men farerne ligger i fremtiden og vil først ramme andre lande og kontinenter og at omstille sit kødforbrug og rejselyst principielt er meget mere vanskeligt end tre måneder uden at besøge sine bedsteforældre. Fundamentale forandringer kræver en meget større indsigt. Men det er bedre at gå skridt for skridt, at undlade at spise kød fem gange om ugen end at tvinge folk til at blive veganer.

 

Jeg er overbevist om at vi skal forblive optimistiske. Dronning Margarethe sagde at angst ikke er en god rådgiver og det er også mit synspunkt.

 

Rigtigt er det, at vi kæmper mod mange dårlige ting og at vi har udviklet en bevidsthed for en negativ udvikling. Selvfølgelig er det rigtigt og vigtigt. Faren er at vi bliver frustreret. Resultatet kunne være resignation. En gang læste jeg en artikel om positiv udvikling. Forfatteren fortæller at vi har et stigende antal mennesker med tilgang til rent vand, flere demokratiske lande end 30 år siden, at børnedødelighed er reduceret til 50 %, at ozonlaget er blevet halveret, så flere og flere engager sig i sociale projekter. Derfor skal vi bevare vores optimisme og passe på at vi ikke kun ser fremtiden i et mørkt lys.

 

Mennesket har ofte fundet løsninger for at overvinde krisetider. Vi skal ikke være overfladiske, men livet er en vidunderlig gave og vi skal alle huske at nyde dets muligheder.


Hund som hundeejer – dig som mig  

 

Et indlæg af Anette Sørensen Habel

Xanti og jeg holder en lille pause, på vej rundt om søerne i København.
Xanti og jeg holder en lille pause, på vej rundt om søerne i København.

Vi snakker alle sammen om, hvad vi kan tage med os fra krisen, som vi står midt i alle sammen – mit bud er at starte med os selv.

 

Jeg har altid hørt at hunde ligner deres ejere eller omvendt, og når jeg går tur med min lille, lavbenede med flagermusøre-hund, hvilket er dagens store event pt., tænker jeg altid på, hvilke fællestræk vi har og kan ikke selv se dem, men det kan jeg i mange tilfælde hos andre.

 

I morges kom en ikke så høj, ”godt i stand” kvinde, med et lettere bredt ansigt imod mig med to bulldogs, den ene en engelsk, den anden en mindre af slagsen. Vi, Xanti (min hund) og jeg, blev mødt med et surt opstød af et langt bjæf fra den største. Kvinden forsøgte høfligt at irettesætte den, uden held. Xanti løb hurtigt foran mig, rundt om hjørnet og stod pænt og ventede bag hækken, kiggede op på mig, som om den afventede en belønning. Jeg klappede den og den løb glad videre. 

 

Hvorfor klappede jeg den? er der nok nogen der nu stiller sig det spørgsmål ud i luften.

Fordi den gerne ville have min anerkendelse for, at den havde gjort noget rigtigt. Sådan fortolkede jeg det i al fald. Og det havde den jo, den skyndte sig væk fra faren og ventede ovenikøbet på mig. 

Selvom jeg måske gerne ville have haft, at den havde reageret på en anden måde, netop havde stået op for sig selv, blevet på stedet, stille og roligt vist den engelske og co., at sådan kan man altså også være, som hund. 

 

Og her er det at vi ligner hinanden, måtte jeg stille erkende.

 

Ikke at jeg lider af angst, jeg er meget rationel og spontan, hvad angår uforudsete begivenheder i mit liv. Men når jeg møder mennesker, som har en højere status end jeg, eller rettere sagt en status, som jeg intuitivt og umiddelbart fortolker som højere status end min, så får jeg åndenød. Jeg bliver rød i hovedet, begynder at svede, ved ikke helt hvad jeg skal sige, snakker vedkommende efter munden og så hurtig jeg kan, forsvinder jeg. 

 

Hvis der dér ville være en anden person, som kunne tage mig i hånden og sige at det er ok, hvordan jeg reagerede – for det var alligevel kun en oppustet personlighed, der stod foran mig – ville jeg blive så glad, at jeg ville logre med numsen. 

Det prøver jeg så at gøre med mit eget voksne jeg, for det er vel det man må gøre som menneske, hvis ens selvværd ikke er så stort, som man kunne ønske sig det? For der er ingen chance for at den oppustede personlighed kommer på nye tanker, at han eller hun kunne trække maven ind og gøre plads til andre, eller er der?

 

Det må jeg også spørge mig selv om, for selvfølgelig fungerer det også den anden vej rundt, hvor jeg er den oppustede …

 

Så hvis jeg skal se positivt på mig selv og mennesket overhovedet og situationen vi står fælles i lige nu, så er dét måske én af de ting vi kan tage med os. At give plads til hinanden.


Tro, håb og kærlighed 

 

Et indlæg af Gudrun Wulf

Gudrun Wulf er lærer på socialpædagogisk fagskole og elsker kunst, litteratur og alle danske øer - Gudrun har været kursist hos mig (nu via facetime) siden juni 2018
Gudrun Wulf er lærer på socialpædagogisk fagskole og elsker kunst, litteratur og alle danske øer - Gudrun har været kursist hos mig (nu via facetime) siden juni 2018

Jeg sidder ved mit skrivebord i vores lejlighed på 4. sal. Udenfor skinner solen skarpt. Jeg har udsigt over Osterbekkanalen. En jogger kommer fra venstre side og løber i en pæn bue, med hensynsfuld afstand, uden om til en gammel dame med rollator. En mand sidder alene i sin bil – med en maske på! Folk er bange. Nu kæmper vi alle mod én. Samfundet mod virussen. 

 

En sort sky dukker op, træerne står og rokker, pludselig hagler det. Hagl er irriterende. Men lige så hurtig det kommer, lige så hurtig forsvinder det igen. Typisk aprilvejr. Man ved ikke, hvad der bliver det næste. Det samme gælder for kampreglerne. Først hed det sig “ikke mere end 10 mennesker”, nu er det kun to, som må gå en tur sammen. For to uger siden var et frisørbesøg i orden, nu er det for farligt. Hvad sker der i næste uge: maskepligt, udgangsforbud eller nye indkøbsregler? Vi ved det ikke. Vi skal alle hjælpe til med at vende elendigheden. Det er ikke tid til aprilsnar. Situationen er alvorlig. Det ved vi nu. Det kan jeg mærke hver dag. 

 

Tro

For 4 uger siden ville jeg ikke have troet, at grænsen mellem Danmark og Tyskland ville blive lukket.

For 4 uger siden ville jeg ikke have troet, at der ikke ville være mere toiletpapir i supermarkedet.

For 4 uger siden ville jeg ikke have troet, at børn ikke længere kunne gå i skole.

Så, hvad kan jeg tro på? Jeg vil gerne tro på videnskaben og at myndighederne gør det rigtige.  Jeg vil gerne tro på, at der er nogen eller noget, som er stærkere end virussen. 

 

Håb

Troen er ingenting uden håb. Vi håber, at vi alle vil udstå det hele. Håbet er en vigtig drivkraft. Håbet om en bedre fremtid kan sætte forandringer i gang og åbner nye perspektiver. Håbet giver trøst til nutiden.  

Så vidt teorien. Men hvad kan give os håb? “Selvom jeg vidste, at dommedag ville komme i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag.” Det sagde M. Luther engang. 

Sådan vil jeg tro på en bedre fremtid, tage en lang cykeltur i dag og planlægge en rejse til Læsø.  Jeg tror, at det er vigtigt at tage en lille pause fra virussen. Bare én dag uden nyheder, uden Corona -ekstra udsendelse. 

 

Kærlighed

Størst af alt er kærlighed. Selv Anne Linnet bliv inspireret af Paulus' Første Brev til Korinterne. Sådan lyder det i refrænet:

 

Størst af alt er kærlighed

Den tåler alt og varer ved

Og døden selv må leve med

At størst af alt er kærlighed

 

Når vi står sammen ved at holde afstand, kan vi trods alt forblive forbundet med hinanden.

Måske er det tid til et gækkebrev. 

 

gudrun.wulf@gmail.com


Cæsium og Corona

   

Et indlæg af Edda Laudahn

Edda Laudahn er lære på specialpædagogisk institut og elsker dansk kirsebærlikør, sin familie og musik på alle sprog - Edda har fået privatundervisning hos mig siden januar 2020
Edda Laudahn er lære på specialpædagogisk institut og elsker dansk kirsebærlikør, sin familie og musik på alle sprog - Edda har fået privatundervisning hos mig siden januar 2020

1986: Reaktorulykken ramte øst og vest lige uforberedt. Der var ingen beredskabsplan, ingen officielle henstillinger om, hvilke foranstaltninger der skulle træffes. At en katastrofe som denne kunne forekomme, troede man simpelthen ikke kunne være mulig – eller ville ikke tro på, at det kunne ske. 

 

2020: At en katastrofe som denne kunne forekomme, troede man simpelthen heller ikke kunne være mulig – eller ville ikke tro på, at det ville ske. 

 

Jeg tænker meget på dengang og nu.

 

Bliv venligst indenfor, det regner! 

Vi var i vores weekendhus i nærheden af Lüneburg. 50 m2 midt i skoven. Som en undtagelse fik vi lov til at se tv. Jeg gik frivilligt ud i skuret for at læse. Det var bare for tæt med hele familien.

Jeg var 12 år gammel. Vi havde aldrig oplevet noget lignende. Vi havde ingen sikre alternativer måder at agere på. For min yngre bror var det sikkert, at politiet ville tage sig af alt. Jeg var forvirret. Vores nabo havde en sølvhættejakke på i månedsvis. 

Vi drømte om skinnende biler, der blev dekontamineret ved grænserne. Af mennesker i beskyttelsesdragter. Min bedstemor spiste kun dåsegrøntsager og drak UHT-mælk. Jodtabletter var ikke længere tilgængelige på apoteker. Landmændene krævede kompensationsbetalinger for manglen på høstindtægter. Flyrejser til Australien og De Kanariske Øer var fuldt bookede. Krisen var regional begrænset.

Og truslen kom ovenfra og senere nedefra.

 

Lad det være i fred, i år spiser vi ikke svampe!

Vi elskede at samle svampe i efteråret. Det år var der flere brunstokket rørhatte, Karl Johan og kantareller i skoven end nogensinde før! 

I mine drømme glødede de i neonfarver. 

 

Har du været udenfor i dag? 

I den første uge spillede de bordtennis, brugte basketballbanen og joggede. Nu spreder trægheden sig. Jeg bor sammen med tre unge i pubertetsalderen på 63 kvadratmeter. Faktisk skal en af os altid være ude, så lejligheden ikke bliver for lille. 

Vi har ikke et skur, men vi har et loftsrum. Jeg har allerede gjort det rent. Jeg kan godt lide at være deroppe. Jeg kan se fjernsynstårnet, solen skinner og alt ser ud til at være fint. Fuglene kvidrer, ingen fly kan høres. Verden er blevet stille. Jeg spurgte de tre unge, om de drømmer om Corona. Nej. De drømmer om Trump og Nordkorea. Og om vores kat.

I lørdags gik jeg på fiskemarkedet med en veninde på cykel. Vores foretrukne bar er lukket. Vi sad på en bænk ved færgehavnen og drak dansk kirsebærlikør, gemt i vores håndtaske. Vi siger skål til livet og dem, der redder liv. Da politimændene kom forbi, gled vi længere fra hinanden. Truslen kommer fra siden, forfra og bagfra.

Bærer du en ansigtsmaske, når du køber ind?

Nej, der er jo ikke flere masker.

Tog du jodtabletter dengang? Hun ved straks, hvad jeg mener. 

Nej, jeg spyttede dem ud. Vi griner. Og det er så godt at grine i denne natlige havnepragt i Hamborg.

Jeg drømmer om havet. 

Også jeg

Og vi tager hinandens hænder kort.  


Venskab i Corona-tiden 

    

Et indlæg af Edda Laudahn 

Marle Scheiter, marketings manager hos Rowohlt, elsker tøj og bøger, og så lige god kaffe og svenske kardemummebuller - Marle har gået til privatundervisning hos mig siden januar 2019
Marle Scheiter, marketings manager hos Rowohlt, elsker tøj og bøger, og så lige god kaffe og svenske kardemummebuller - Marle har gået til privatundervisning hos mig siden januar 2019

Jeg har ikke så mange veninder, dem jeg har, har jeg kendt i mange år. Vi har stadig et tæt venskab, men det er anderledes nu end da vi var unge. Dengang var vi på ferie sammen, gik ud for at danse eller på barer. Men på et tidspunkt fik alle familier, de har et til tre børn. Jeg har aldrig ønsket at få børn.

 

Vi flyttede fra hinanden, en veninde bor i Amsterdam, en anden in Berlin. Så de fik nye venner, venner med familier, venner der bor i nærheden. Og vores liv, vores hverdag har udviklet sig forskelligt gennem årene. Det er svært at holde kontakten i normale tider, men nu er det særlig svært, tror jeg. 

 

Vi skulle have mødtes for to uger siden, på et langt weekendophold i Bremen, på et dejligt hotel, med tid nok til at tale sammen igen. Og vi skulle til koncert, men den blev aflyst på grund af Coronakrisen. Siden da har jeg ikke været i stand til at ringe til dem. Vi har kun skrevet på Whatsapp. 

 

Mange mennesker mødes nu på Skype, Facetime, Zoom eller til Houseparties, har aftaler med venner og drikker sammen om aftenen. Jeg gør det også, men med mine kollegaer og med en ny, yngre veninde.

Jeg så en livestream fra min yndlingsclub Molotow og havde lyst til at danse i stuen, måske sammen med en veninde over Skype.

I lørdags havde jeg en aftale med en ven for at se en koncert på Instagram Live, jeg har deltaget i en pubquiz med en kollega og hendes kæreste, jeg skriver med så mange mennesker fra hele verden, fra København, Texas, Washington D.C., Hong Kong, Berlin. Jeg kender dem ikke personligt, men jeg skiver mere med dem end med mine veninder. 

 

Men jeg kan ikke forestille mig at mine veninder har lyst til at danse med mig, drikke med mig eller gå til koncert med mig – virtuelt. De underviser deres børn om morgenen og eftermiddagen, arbejder, laver mad to gange om dagen, putter deres børn om aftenen.

Mit liv er anderledes, det er meget klart lige nu. Jeg ved at de alle har problemer nu med arbejde, med at passe på børnene. Og det er svært for mig i øjeblikket kun at snakke om problemer og dårlige nyheder. Jeg vil bare slappe af og have det sjovt om aftenen. Derfor føler jeg mig sommetider som en dårlig veninde. 

 

Men jeg tænker meget på, at mine veninder og jeg ved at vi kan stole på hinanden, hvis noget går galt. Og jeg er også sikker på at de tænker på mig. Sådan har det altid været, siden vi ikke længere alle bor i Hamborg. Og sådan er det sandsynligvis også i den her tid.