Der er et rum med to døre, du ved ikke om der også er et vindue.

Du kan se gennem en af dørene til det næste rum, der også har to døre.

Igennem én af de to døre, som er i det rum, kan du se et vindue i et tredje rum.

Dét er lyst, rummet i forgrunden er mørkt.

Det er som livet, du ved ikke hvilken dør du skal vælge og sommetider er der mørkt hvor du er og lyst i det fjerne.

En fin sommersuppe med fisk til hårdtarbejdende kursister

Til 8 personer har vi brug for mindst:

8 store kartofler, 2 porrer, et bundt friske gulerødder, noget selleri, 500 g laks

200 ml fløde eller sojafløde, masser af dild, smør eller olie, salt, peber

Men vi havde brug for det dobbelte, fordi vi altid var så sultne på grund af det hårde arbejde 😉

Skrab skrællen af de vaskede kartofler (fra Samsø, selvfølgelig!) (fungerer bedst under vand) og skær dem i tern. Vask porre (fra Samsø!) og skær den lyse del i ringe. Vi var særligt flittige og skar friske gulerødder (fra Samsø!), lidt selleri og den grønne del af porren meget fint. 

Steg kartoffelstykkerne og de finthakkede grøntsager let i smeltet smør eller olie. Når kartoflerne er gennemsigtige, tilsættes vand, og der smages til med salt og peber. 

Lige før kartoflerne er kogt, tilsættes de lyse porre og laksen skåret i mundrette stykker til suppen. Lad det hele simre igen. Efter ca. 5 minutter er laksen gennemstegt. Rund suppen af med fløde og masser af dild. Smag til en gang til, og server den varm.

Veganere kan også nyde suppen uden laks. Og med sojafløde er der også et vegansk alternativ til fløden.

Et solidt hvidt brød passer godt til den.

Nyd det og velbekomme – så overlever du dagene på Samsø!!

I 1955 købte Knud Jensen det 100 år gamle hus, næsten mere en villa. I kender den, hvis I har været på Louisiana, nu er den indgangen indtil museet.

Det er en sjov historie, fordi Knud Jensen søgte et sted, hvor han kunne opbygge et museum, et museum til moderne kunst. Han tænkte, Karen Blixens grund i Rungsted med alle de grønne træer og sådan noget, kunne være meget passende for kunst. Så man kan betragte kunstværker og derefter eller imellem slappe af i naturen. Men Karen Blixen ville ikke sælge et stykke af sin grund. Hun skulle have sagt: „Moderne kunst? Eksisterer det?“ 

Men på en tur med sin hund opdagede Knud Jensen en forladt have i Humlebæk. Det var i efterår i 1954. Han kravlede over hegnet og blev bjergtaget af det syn, der mødte ham: en smuk, gammel villa. Og ikke kun villaen men også en gartnerbolig, garager, orangeri, tennisbaner og massevis af frugttræer. Kort efter det erhvervede han grunden og videre tre år efter blev kunstmuseet virkelighed. Han fik hjælp af to arkitekter, nemlig Jørgen Bo og Wilhelm Wohlert. De to grundlagde grunden til de åbne og lyse udstillingslokaler med flyende overgange mellem inde og ude. 

I flere måneder gik de rundt på den store grund for at finde de bedste steder, de mest interessante træer og den fineste udsigt. Blandt andet besluttede de at lade en glasgang kante sig rundt om et stort gammelt bøgetræ med ni stammer i stedet for at fjerne det. Louisiana er det første eksempel af et museum grundlagt i naturen og også et eksempel på moderne arkitektur.

Man finder også andre steder i Danmark med et museum tæt på naturen nu. Eksempelvis Moesgaard Museum i nærheden af Aarhus, Vadehavscentret ved Rømø og Tirpitz i Blåvand.

Knud Jensen var optaget af sin idé at bringe dansk kunst til folk. Før han havde idéen med kunstmuseet, stiftede han foreningen Kunst på arbejdspladsen. Han udlånte kunstværker og udstillede dem på arbejdspladser, for ad gøre kunst en del af menneskers hverdag. Men for ham havde et museum den fordel, at man kunne dele kunstværkerne med andre.

Naturligvis kendte han Statens Museum for Kunst, men han ville gerne have en anden bygning, ikke så monumental. Han vil hellere have en menneskelig bygning tæt på naturen og langt væk fra byen med mulighed for at gå udenfor. Og i Humlebæk havde han fundet et sådant sted.

Han drømte om at skabe et sted, hvor forskellige kunstretninger mødes med hinanden. Blandt andet arkitektur, musik, film, digtoplæsninger, politiske debatter og dans. Derfor har Louisiana sin egen café, hvilket ikke var typisk i 50’erne. Knud Jensen ville gerne have, at det nye museum ville være et udflugtsmål, hvor ikke kun kunst er hele oplevelsen, men en del af den.

I lang tid var det Knud Jensen, som bestemte, hvordan Louisiana udviklede sig, selvom det havde en bestyrelse. Først siden 1968 har museet været statsanerkendt. Knud Jensen var stadigvæk museets direktør, til 1991. Han døde 2000.

I begyndelsen var det kun dansk kunst, som blev udstillet på Louisiana. Men i tidens løb har museet været et internationalt anerkendt sted for moderne kunst fra hele verden. Omkring 600.000 eller 700.000 mennesker besøger det om året. Siden 2010 arrangeres der også en stor litteraturfestival på museet hvert år i august. Der deltager omkring 40 forfattere og cirka 13.000 mennesker kommer og lytter.

Jensen må have været en fascinerende mand. Han handlede egentlig med ost. Han var forretningsmand og ostegrossist og havde mange penge. Han forelskede sig i dansk litteratur og kunst. For eksempel finansierede han sin ungdomsven, digteren Ole Wivel. I 50’er købte Knud Jensen forlaget Gyldendal, hvor Ole Wivel blev hans første forlagschef. 

Og hvor kommer navnet fra? Den tidligere ejer af den smukke hvide villa, var Alexander Brun, som var hofjægermester og gift med tre kvinder, selvfølelig efter hinanden. Alle tre kvinder hed Louise. Så døbte han villaen Louisiana. Knud Jensen overtog navnet til det nye museum.

En småkage i ny og næ (helst mest i ny :-)

13 store eller 26 små 

70 gram brun farin

70 gram sukker

125 gram smør

1 æg

175 gram mel

1 tsk. (teskefuld) bagepulver

175 gram chokolade 

Evt. hakkede mandler

Rør først sukker, smør og æg. Dernæst kommes mel og bagepulver i og røres videre. Til sidst blandes chokolade og eventuelle mandler i.

Sættes på en bradepande og bages i en varm oven ved 190 grader i ca. 10 minutter.

God fornøjelse!

Hvad er et morgenbord uden friskbagte morgenboller?

Morgenboller ca. 12 stykker

5 dl lunken vand

Ca. 400 gram hvedemel og eller grovere mel

1 tsk salt

10 gram gær

1 god tsk honning

En god sjat olivenolie

Nødder, kerner eller hvad du har lyst til

Opløs gæren i vandet. Kom salt, honning, olie og kerner mm. i. Melet røres i vandmassen.

Dæk til med et viskestykke og lad det hvile natten over, enten i køleskabet eller blot i køkkenet.

Næste morgen sætter du 12 klatter på en pladeplade og bager dem i en forvarmet ovn, 180 / 200 grader, i 15 / 20 minutter.

Og ha' en rigtig god dag!

En shot hver morgen er den perfekte start på en sund dag – og det er ingen undtagelse på vores workshops.

Ingefær shot

Til halvanden liter drik, som skal opbevares (passiv s) i køleskabet, bruges: 

250 gram ingefær

2 – 3 citroner

En stor spiseskefuld honning

Ingefær skæres i tynde skiver, kommes i en gryde med lidt mere end 1 liter vand. Bringes i kog. Derefter står det og simrer i 20 minutter. Det afkøles i gryden, ingefær sies fra og honningen kommes i den stadig, let lune saft. Citronerne presses og kommes i. Saften hældes på flaske og stilles i køleskab.

God fornøjelse❣

Ingredienser

2-3 spsk  kokosolie eller olivenolie

3                løg, finthakkede

6                fed hvidløg, finthakkede

3 tsk         ingefær, fintrevet (eller mere)

1½ tsk     gurkemeje

1½ tsk     koriander

1½ tsk     spidskommen

1½ tsk     rød paprika

1½ tsk     garam masala (eller anden karry)

500 g        røde linser

1.300 ml grønsagsbouillon

400 ml     kokosmælk

400 ml     hakkede tomater (en dåse)

Salt og sort peber

3 tsk         kokosblomstsukker

4 spsk      saft fra limefrugter

Til servering

yoghurt, korianderblade eller persille, sesam, ris

Forberedelse

1.       Steg løgene i panden 2-3 minutter. Tilføj hvidløg og ingefær og steg yderligere i 1 minut. Tilføj krydderier til de afgiver en dejlig aroma

2.       Vask linserne og tilføj dem med bouillon og bring det hele i kog i 8 – 10 minutter

3.       Tilføj kokosmælk og tomater og kog det videre i 5 – 10 minutter

4.       Rund af med salt, peber, kokosblomstsukker og limefrugtsaft

5.       Garner med yoghurt, sesam, koriander eller persille og server med ris

Uden tvivl den ultimative brownie, som allerede har vundet mange chokoladehjerter på vores lille workshop. Den færdige brownie skal ligge i køleskabet en nat, så er den særlig velsmagende.

Kun 5 ingredienser:

·       350 g smør

·       300 g mørk chokolade eller mere 😉 (måske med lakrids, havsalt eller noget andet)

·       300 g rørsukker

·       5 æg

·       250 g mandelmel

Smelt smør og chokolade i en kasserolle ved lav varme, tag gryden af varmen og rør det sammen til en homogen masse.

Kom sukker, æg og mandelmel i en skål og bland det sammen. Tilsæt chokolademassen lidt ad gangen og rør, til det hele er godt blandet.

Varm ovnen op til 175 grader varmluft.

Hæld dejen i en smurt bradepande foret med bagepapir - så er det nemt at løfte kagen op og skære den i firkanter, når den er blevet kold. Drys evt. med hakkede nødder.

Bag kagen i den varme ovn i ca. 35 minutter. Brownien kan først skæres ud, når den er helt kold. Bag den evt. dagen før den skal spises.

God fornøjelse !!!

Om Tove Ditlevsens „Gift“ 

”Gift” er den tredje del af Tove Ditlevsens ”Erindringer”, som efterfølger ”Barndom” og ”Ungdom”. I ”Erindringer” skriver hun om sit liv i København og sin udvikling fra barn til voksen kvinde og forfatter. Selvom bøgerne er romaner og ikke en slags dagbøger, handler de dog nærmest nøjagtigt – bare lidt forandret – om alt, som forfatteren virkelig selv oplevede. ”Autofiktion” kaldes det. 

I ”Gift” skildrer hun sine erfaringer som ung kvinde, kæreste og kone, digter og som narkoman. Titlen ”Gift” har en dobbelt betydning: at ”gifte sig” og gift som det stof hun var afhængig af.

TD blev født i 1917 i et baghus på Vesterbro i København. Ligesom i de fleste familier dér, var hendes forældre arbejdsløse og dermed fattige. Og selvom TD viste sig at være klog nok til at gå i gymnasiet, fik hun ikke lov til det – hun skulle arbejde så hurtig som muligt for at tjene penge til familiens økonomi. Men i hemmelighed læste hun bøger for voksne og skrev de første digte allerede som 12-årig.

”Gift” begynder med, at TD som ung kvinde ledte efter en, som ville læse og vurdere dem og – hvis muligt – få dem offentliggjort. Derfor giftede hun sig med den tredive år ældre redaktør Viggo F. Møller, som anerkendte hendes digtkunst og gav hende adgang til litterære og akademiske kredse. Han var den, der opmuntrede hende til at stifte Unge Kunstneres Klubben med mange kunstnere, som er berømte nu til dags.

Men TD og Viggo elskede ikke hinanden som de skulle og blev skilt efter kun to år, fordi hun blev kæreste med en ung digter – men bare et stykke tid. Hun levede lidt rastløst i den periode. Igen og igen forelskede hun sig på ny i hele sit liv og gik i seng med mændene lige efter hun havde lært dem at kende. Men i virkeligheden ledte hun vel efter nogen som hun kunne falde til ro med og fortsætte med at skrive.

Med Ebbe Munk giftede hun sig i 1942. Fødslen af datteren Helle var meget besværlig, det og at amme spædbarnet gjorde hende frigid i lang tid og ødelagde ægteskabet. Fordi et nyt barn ville være en stor katastrofe, fik hun en abort, da hun senere blev gravid igen. Men ægteskabet kunne ikke reddes.

Under affæren med Carl Theodor Rydberg blev Tove igen gravid – hun vidste ikke, hvem faderen var. Rydberg, som var læge, afbrød graviditeten og gav hende penithidin (morfin) som smertestillende middel. Det var den fatale begyndelse på hendes afhængighed af stoffer. Når hun tog stoffet – først var det penithidin, snart blev det alle mulige piller – forsvandt alle problemer. Hun følte sig lykkelig og var i stand til at skrive igen, hvilket var det, hvad hun helst ville.

For at have adgang til stoffet skilte hun sig fra Ebbe og giftede sig med Carl. Han var meget jaloux og udnyttede hendes afhængighed i begyndelsen for at gøre hende afhængig af ham.  

Men mere og mere blev han mistænkelig. Da Tove lod som om hun led af ørebetændelse og sågar fik  en operation med i købet, prøvede han at stoppe misbruget, men uden held. Hun blev ved med at skaffe sig stoffer på alle mulige måder. TD skildrer afhængigheden, den kvælende længsel efter stoffer, den dybe glæde når hun opnåede at få det, på en åben, realistisk og meget rystende måde.

Til sidst var hun ved at dø, hun var ikke i stand til at spise eller stå op af sengen, hun vejede kun 30 kilo og blev endelig indlagt til afvænning. Hun var på sygehuset i et halvt år og efter hjemkomsten nåede hun i starten at holde sig fri fra stoffer.

I mellemtiden blev Ryberg selv indlagt på grund af at han var sindssyg. De så ikke mere hinanden og blev skilt.

Lidt efter mødte Tove – heldigvis – Victor Andreasen, ”dén mand hun havde ventet på hele sit liv”, som hun sagde. De to elskede hinanden meget og besluttede med det samme at gifte sig.

Det viste sig, at hun – som næsten alle narkomaner – ikke længere kunne modstå stoffer. Hun skaffede sig piller og sprøjter fra mange forskellige natlæger i København, som ikke kendte hende. Da Victor opdagede misbruget, reddede han hende, ved at tvinge hende til at flytte fra København til et lille sted, hvor hun ikke havde mulighed for at få stoffer.

De var ægtepar i 22 år.

Med udgangspunkt i interviewet af Mikkel Rosengaard med Jonathan Safran Foer, fra Weekendavisen februar 2020.

Jonathan Safran Foer har mange gode tanker om fremgangsmåden ift. klimakrisen. Og at folk har brug for en vejledning. Men det er meget svært at skrue tiden tilbage. Det vigtigste for økonomien er, at alt skal vokse til uendelighed. Uanset om naturen lider under det. Det er ikke et emne for alle chefer. Hovedsagen er, at der bliver tjent penge og firmaet vokser. Og alt skal være billigere og billigere. Ingen vil f.eks. betale 20 Dollar for en burger. 

Og det betyder, at der kun angår os i de rige lande. Vi har magten til at ændre det. 

Der er så mange folk på kloden som lider af sult. Og vi spiser for meget kød etc. og vil ikke betale en fornuftig pris for det. Vi bliver fede og syge med vores overproduktion af alt.

Jeg synes, at det er et godt udgangspunkt, at spise kød eller fisk en gang om ugen, hvis man vil. Jeg er også klar til at betale en højere pris for det. 

Det vil være meget svært at få politikerne til at handle og ændre lovgivningen til alt hvad der ikke er godt for miljøet. Der er så mange ting man skal ændre og det hænger alt sammen: plastikforbrug, biler, skibe, flyvemaskiner, kødforbrug, afskovning osv. Men politikerne i hele verden er ikke stærke nok til at ændre det, da økonomiens lobby har en meget stærkere stemme. Og alle verdens politikere har forskellige meninger om miljøet. 

Jeg synes, at det vil være godt at forhøje prisen på kød, alle kødprodukter og fisk. Eller producere alternativprodukter af planter … hvis det ikke kræver, at der forbruges lige så meget afskovning for at plante planter.

Tillige med synes jeg, at det er rigtig godt at begynde med sig selv og børn og at skoleelever skal læse om emnet.

For at skabe en bevidsthed om vores miljø, kunne vores politikere bestemme, at vi som pligt skulle samle plastik ind en gang om måneden.

Men det sker ikke, da det er et indgreb i vores frihed. Altså skulle man gøre det frivilligt.

Gør jeg det? Nej! Men jeg skulle!

Et lys er særlig vigtigt, når man sidder i mørket. Det kan være om morgenen ved solopgang eller om aftenen ved solnedgang. Det kan også være en klar og varm følelse når næsten alle tanker bliver mørkere og mørkere. 

Et lys i horisonten betyder nyt håb. Hvis en situation er håbløs og trykkende og jeg ikke kan finde vejen ud, så er det vigtigt at jeg ikke venter på lyset i horisonten. Lyset er langt væk. 

Sætninger, som begynder med “hvis jeg får et nyt job, når det bliver forår, hvis jeg vinder i lotto, fokuserer på fremtiden. Men hvad med nutiden? Jeg kan ikke vente for evigt. 

Nu er vi alle i venteposition. Vi venter på, at få vores gamle liv tilbage. Vi har ingen lyst  til at holde afstand mere, at spise hjemme, se på kunst på computeren og svede under masker. 

Moshé Feldenkrais, en israelitisk forsker og pædagog, sagde: “gør dig komfortabel i elendigheden”. Jeg minder mig om citatet flere gange i min hverdag. Konkret betyder det at spørge sig selv: Hvad kan jeg gøre nu, for at have det bedre? Det kan være helt banalt: høre en dejlig sang på vej et sted hen, vælge en smuk skjorte om morgenen, sige goddag til en ukendt passant, give noget til et menneske som lider nød, lave lækker mad om aftenen, se en dejlig film. At gøre noget anderledes, noget nyt. Sådan bliver verden en lille smule større og lysere og man får noget godt i sit liv. 

Jeg kan anbefale at starte dagen med morgensangen: 

Se, hvilken morgenstund!

Solen er rød og rund.

Nina er gået bad.

Jeg spiser ostemad.

Livet er ikke det værste man har

Og om lidt er kaffen klar.

(Benny Andersen: Svantes lykkelige dag, 1972)

Tro, kærlighed, håb. Disse tre. 

Tre postkort hænger på vores dør. TRO, KÆRLIGHED, HÅB. Et fjerde kort tilføjes om vinteren: SNE.

Jeg er overbevist om, at sne har en rensende effekt. Jeg elsker kølige flager på panden og jeg håber, at jeg vågner op om morgenen, og alt er stille. Helt hvidt og fredeligt.

I flere dage har jeg set frem til, at det kunne sne. Vejrprognosen lover snefnug. Jeg er optimist. Jeg bygger allerede en snemand foran mine indre øjne. En lille. Jeg er også realistisk og voksede op i Hamborg. Et tyk lag sne er sjældent. 

Min datter er meget anderledes. "Selvom der er sne ... sneen bliver ikke. Det er alt for varmt til det!" Min søn kender mig. "Du tror, jo mere du vil have sne, jo hurtigere kommer den. Ikke?"

Nu sneer det. Og ja, flagerne bliver ikke på jorden. Men det generer mig ikke. Jeg ser dem danse i luften. De lander på mit ansigt og på min sorte jakke. En stærk kontrast. Varm og kold. Mørk og lys. Hvis jeg får øjnene tæt nok på, kan jeg se deres virkelige skønhed.

Mørke tider har brug for lysstyrke.

Du kan finde så mange fotos af lyset i horisonten på internettet. Morgenstemning. Hvert billede er anderledes. Men ændringen mellem to stadier er synlig. Og der er altid en ny begyndelse.

Lyset får mørket til at se anderledes ud. Tænd det. Det giver konturer. Viser nye stier. Det tiltrækker og siger: kom videre. Den her vej. Der er plads her. Nye ting er mulige. Der er ingen fodspor her endnu. 

Tag dig selv med og find dig selv på ny. Tro på dig selv og dine evner, elsk det, der definerer dig, og glæd dig til, hvad der kan ligge foran dig. Se frem til det!

Tro, kærlighed, håb. Hver dag igen og igen.

Det lyder, som noget der er bestemt udefra. Selvfølgelig behøver jeg ikke vente til i morgen. Jeg kan selv tænde lyset. Også en bestemt målrettet lampe. Jeg vil belyse nøjagtigt dette rum. Alene eller sammen med andre.

Og alligevel afhænger det af de eksterne forhold. År 2020 lærte os det. Vil du tilbringe weekenden i København? Desværre er grænserne lukket. Har du tilmeldt dig en salsaklasse? Det er en skam, men studiet er ikke længere åbent. Har du en tid til massage? Du kan ikke få det lige nu. 

Kunsten i 2020 var at genkende og nyde det åbenlyse. Den danske podcast. Salsa-træner online. Partneren som massør. Horisonten var meget tæt på os. Og nu er vi trætte af det. Vi ønsker at gå ud i verden. 

Den fjerne horisont vinker til os og afgiver gyldne løfter.

Hvor er solopgangen smuk i et vinterlandskab.

Jeg ville skrive en tekst om „Lys i horisonten“ eller „Jeg vil være som jeg er“. Men jeg synes, det er for svært. Jeg kan ikke skrive om det, i det mindste ikke en almindelig tekst og derfor skriver jeg om mig.

Jeg føler mig som om, jeg har et tungt tæppe på mig. Ligesom et tæppe man har på, hvis man skal røntgenfotograferes. Jeg er tung, jeg er ikke så bevægelig og livlig, som jeg gerne vil være.

Jeg tror ikke at tæppet er min familie, jeg tror faktisk, at det er mit job, mit arbejde på skolen. Og naturligvis Corona. Jeg har smerter i ryggen siden november. Jeg kan ikke rigtig sove og særlig om morgenen er min ryg stiv og jeg har svært ved at komme i bevægelse. 

Da jeg gik til terapi for mange år siden, gruppeterapi, som var tre uger i en afdeling, skulle vi male et billede. Det var vores første opgave i de tre uger. Jeg hader at male, især på det tidspunkt. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle male. Og så kom der bare et billede, ud af mig. Det er stadigvæk imponerede, synes jeg. Jeg malede en stor sort kreds. Og ud af kredsen kom der kulørte gnister. Det så ud, som en bombe. En bombe der eksploderer. Og det vil jeg gerne, jeg vil gerne have, at min bombe eksploderer. Det kunne være, at mine problemer med min ryg ikke er kun fysiske. Måske sidder der en heks på ryggen, som ikke vil komme i bevægelse …

Sommetider tænker jeg, jeg er kreativ. Men det kommer ikke ud. Jeg vil gerne danse, vil være let. Men det har jeg ikke opnået endnu. Måske er jeg ikke kreativ og det er kun noget, som jeg gerne vil være. Jeg bliver nødt til at acceptere, at det kun er et ønske. Og jeg er som jeg er. Jeg er ingen musiker, ingen danser, ingen forfatter, ingen kunstner.

Den her weekend er min nye videreuddannelse til lærecoach. Og jeg føler, det er det rigtige. Inde i mig selv føler jeg en lille gnist, som er glad, som tænker, ja, det er det, du kan rigtig godt. Og nu er det muligt at være voksen. Ja, måske er det mit lys i horisonten.

Citronpasta med timian

Cafeteriet, som jeg plejede at besøge til frokost, er desværre stadig lukket – pga. Corona.

Der var et lækkert udvalg af grøntsager og en rig salatbuffet.  

Til frokost spiser jeg nu brød, som jeg tager med hjemmefra. En dårlig vane er at spise brødet samtidig med arbejdet, så føles arbejdsdagen nogle gange meget lang.

I aften cykler jeg hjem og nyder den friske luft. Hvad skal jeg spise i aften? Boller i karry med ris og salat? Eller noget med laks? Måske en svamperisotto? Eller en ret Claus Meyer anbefaler i sin bog “Smagen af Danmark?” 

Klokken er 18.00 og jeg har ingen lyst til at handle ind. Hvad mon der er i vores køleskab? I hvert fald ingen friske grøntsager og ingen laks, kun en citron. 

På vores altan vokser friske urter i et højbed, bl.a. timian. Pasta har vi stadig i forrådet og så har vi allerede alt, hvad vi har brug for til en lækker aftensmad.

Tilberedelsen er let og går hurtigt:

Pastaen koges – hvis man kan lide det: al dente. En lille smule af det kogte vand fra pastaen gemmes. Smør smeltes i bradepanden, derefter rives citronskallen i. Husk, at du skal bruge en økologisk citron! Krydr det hele med salt og peber. Jeg anbefaler Læsø havsalt og frisk stødt peber. Kom de friske timianblade dertil. Pastaen kommes i bradepanden og skal smages til med frisk saft fra citronen (ikke for meget!) og det hele blandes med det varme pastavand og friskrevet parmesan. Drys så med nogle timianblade og pynt retten med en enkelt citronskive.

Server straks med et glas rosévin. 

Velbekomme!

I de sidste par dage har jeg læst en spændende bog: Tillid, en af Aarhus universitets Tænkepauser. Jeg var ganske overrasket, at forfatteren ikke var, som jeg forventede, psykolog, filosof, teolog eller lignende, men en statsvidenskabsmand. Han så emnet fra et helt andet perspektiv, end jeg ville have gjort. Og min entusiasme voksede med hver side.

Han bemærker, at forskning har vist, at Danmark er det mest tillidsfulde land i verden, dvs. at i Danmark stoler de fleste mennesker på de fleste andre mennesker, selvom de ikke kender dem. Og de gør det ikke kun i forhold til individuelle mennesker, men også til forretningspartnere, virksomheder og myndigheder. Han forklarer, at der er forskellige rødder til tillid: historie, erfaring, opdragelse og uddannelse, eksempelvis. Han giver eksempler på dette, som er overbevisende og sjove at læse.

Jeg var forbløffet, da jeg omsider bemærkede, hvad det hele blev kogt ned til: et højt tillidsniveau er årsagen til et lands rigdom, fordi det ikke er nødvendigt at bruge mange penge og ressourcer på sikkerhedsforanstaltninger. Han opsummerer det hele med det ændrede Lenin-citat "kontrol er godt, men tillid er billigere". Og forresten: han skriver også med en masse humor. *

Jo mere jeg læste, jo flere spørgsmål kom op vedrørende forskellene til Tyskland. Hvordan var eller er det med restriktionerne på grund af Corona? I Tyskland har der været mange protester for nylig. Folk ser deres grundlæggende rettigheder begrænset. Og konspirationsteorier blomstrer: hvem drager fordel af begrænsningen? Der er meget mistillid på vej. Bestemt, jeg vil også gerne have mit gamle liv tilbage, men jeg accepterer, at de trufne foranstaltninger tjener vores sikkerhed. Var eller er der mindre protester i Danmark? Måske kan jeg finde ud af det, når jeg rejser til Samsø i August. 

Dejligt at dette tilsyneladende er muligt igen.

* Hvis I har indtryk af, at jeg reklamerer for Tænkepauser – så har I ret!

Annas forældre ejede Skagens kro. Her kom alle dem, der senere blev kendt som Skagensmalerne. Her var fred og ro, lys og forskellige motiver og livet var sikkert billigere end i København. I den tid var det moderne at male udenfor. Anna var sammen med kunstnerne og fik som teenager interesse for maleri og begyndte selv at tegne og male. 

I den periode var det ikke muligt og særligt svært at være kvindelig maler. Kunstakademiet var ikke tilgængeligt for kvinder. Annas mor understøttede sin datter. Hun var selv besat af litteratur og religiøse emner. Anna fik en kort uddannelse på to år, i vintermånederne, på en malerskole for kvinder i København. Vilhelm Kyhn, hendes lærer, mente, at hun skulle stille sin malerkasse væk, da hun blev gravid. 

Hun elskede at male. Ingen kunne holde hende tilbage. Hun forfulgte sin drøm og lidenskab. 

Michael Ancher kom fra Bornholm til Skagen og var meget begejstret over Annas talent og hendes evner. Han var ikke jaloux på sin kone. De havde et godt malerfællesskab. 

1880 var Annas første udstilling i København og hun blev hurtig anerkendt som maler. Med 20 år.  Skagen blev moderne. 

Hun malede mest indenfor, fordi hun elskede den afdæmpede og intime atmosfære. Oftest kan man se hendes mor. Men også andre beboere fra Skagen med deres daglige arbejde, som står i centrum af hendes billeder. Hun malede ikke med et kritisk blik, hun malede, hvad hun så med kærlighed til menneskerne. Hun malede dem med tykke næser og hænder som var præget af arbejde.  

Figurerne er altid autentiske. Man får et realistisk indtryk af livet i en lille fiskerby. Det var hårdt arbejde, men der var også lys og skønhed. Lyset – særlig sollyset – spiller altid en væsentlig rolle. Hun malede lysets virkning på hud og hår, på gulvet og vægge.

Indtryk hedder på fransk impressionisme. Stilen bliver i nutiden forbundet med navnene som Monet eller Liebermann.

Anna var påvirket af lyset, som skinnede ind i huset. Baggrunden for hendes maleri var ikke det hårde arbejde eller hverdagens ensartethed. Hun malede for lysets og farvernes skyld. Hun søgte at fange og fastholde lyset på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt på dagen.

Et billede skal altid males i løbet af et øjeblik. Sådan malede Anna sine indtryk: Hvordan kan lyset forandre farverne? 

Trine Søndergaard er født 1972. Hun bor og arbejder i København. 

Hun er uddannet fra Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana. 

Trine Søndergaard er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Bruce Silverstein Gallery i New York. 

Listen over serier, udstillinger og priser er lang. Vigtigt her i teksten:

Strude                                                                                       2007-10

Guldnakke                                                                                2010, 2012-13

Hovedtøj                                                                                   2019

Interior                                                                                      2008-12

Still                                                                                            2012

I 2017 modtog hun The New Carlsberg Foundation’s Artist’s Grant.

http://trinesondergaard.com/

Interessant at læse:

• Trine Søndergaard: Hovedtøj, Udstillingskatalog, Skive Museum, 28.09.2019-01.03.2020
• Trine Søndergaard: Lumières nordiques, Still, MuMa, Musée d´art moderne, Le Havre, 13.10.2018-27.01.2019
• Trine Søndergaard: Stasis II, How to see, København, fabrikbooks, 2019
• Trine Søndergaard: A room inside, København, fabrikbooks, 2017
• fotografisk center // blog 

Min mand og jeg er på pension. Ofte ved vi ikke, hvilken dag det er.  Alle terminer og projekter, som normalt giver struktur i vores uge, er faldet bort: gymnastik, tennis, regelmæssige møder med vores venner og sammenkomster med familien mindst to gange om ugen, øvelser ved orkester, besøg på teater eller museum, hjælp fra vores rengøringsdame en gang om ugen o.s.v.

Da jeg var yngre og sund og rask, kunne jeg godt lide at gå til fods alle vegne, hvor det var muligt. Men nu har jeg ondt i knæene og det er ofte for svært at gå ud regelmæssigt og jeg må tvinge mig dertil. Sidste år vænnede jeg mig til at gøre indkøb flere gange om ugen og bare købe lidt, fordi jeg ikke kan bære tunge poser. Udover det gik jeg på den måde også regelmæssigt en lille spadseretur.

Nu er vi nødt til at købe ind så mange ting som muligt på en gang, fordi vi skal reducere møderne med andre mennesker til et minimum, selvom det bedste sågar ville være at blive hjemme. Og nu kører vi i bil.

Jeg fik en flot ny symaskine i fødselsdagsgave og jeg glædede mig til at sy smukke sommerkjoler og børnetøj – men hvad syr jeg nu? Masker!

Min søn og jeg havde planlagt en tredages biltur gennem Jylland i maj – aflyst.

En af mine venner, der bor i København, ville gifte sig i april – brylluppet er i mellemtiden blevet udsat allerede to gange, fordi kommunebetjentene ikke arbejder normalt. Nu skal vielsen være i maj, men så kan hans mor og brødre ikke deltage i festen. For de skal i karantæne to uger efter deres tilbagekomst til Tyskland, hvis de opholder sig mere end 48 timer i udlandet.

I alle medier hører og ser man i disse dage store og hidsige diskussioner om hvornår og hvordan det er bedst at lempe corona-restriktionerne. Jeg forstår, at menneskerne er trætte af at blive hjemme, ikke kunne mødes med venner og savner kontakten til familien. For mange folk er opstarten enormt vigtig, fx hvis deres indkomst er blevet mindre eller de sågar er blevet arbejdsløse ifølge af coronakrisen. De har ret i at fordre at de vil arbejde igen.

Forældrene har det meget svært med at passe deres børn hele dagen eller sørge for at de gør deres skoleopgaver uge efter uge. Måske arbejder de i homeoffice og børnene forstyrrer. Legepladser måtte ikke besøges indtil for kort tid siden. Selvfølgeligt vil de gerne have at børnehaver og skoler åbnes igen.

De førnævnte er utilfredse med den gradvise genåbning, alle vil alt på en gang. Det gælder for enkelte mennesker og ligeså for firmaer, butikker og institutioner. Man tænker nærmest på restriktionerne som en straf.

Men jeg er overbevist om, at det er nødvendigt, ikke at moderere restriktionerne for tideligt, men skridt for skridt. Ellers vil vi alle måske opleve det hele en gang til.

I de sidste par uger har jeg bemærket en stærk kontrast: naturen sprang bogstaveligt talt ud, alt begyndte at spire og blomstre. Og vi mennesker trak os tilbage i vores huse og lejligheder, blev mindre, så at sige. På en eller anden måde er verden kommet til en stilstand.

Ingen af mine regelmæssige begivenheder finder sted. Og planerne for året er usikre. Vores koncert i slutningen af marts - aflyst. Blokfløjtekursus i april - aflyst. Kor- og orkesterprøve - aflyst. Gudstjenester - aflyst. Rejser til sommer - usikkert. Idrætscenter, svømmehal, bibliotek, skoler og universiteter, butikker - lukket. 

Jeg ved, jeg har det godt. Jeg kan ikke miste mit arbejde, jeg er pensionist. Jeg behøver ikke at bekymre mig om min indkomst, min pension er på min konto i begyndelsen af måneden. Jeg har mad og et varmt hus. Jeg har venner, der ringer og skriver breve. Men alligevel har mit liv ændret sig fuldstændigt.

Vi er nødt til at lære i denne tid, at vi ikke har hånd i hanke med det hele. Vi mennesker i det 21. århundrede var ikke opmærksomme på det. Det er, tror jeg, den vigtigste lektion, vi kan tage med fra denne krise. For mig betyder det i de kommende uger og måneder: jeg fortsætter med at planlægge, jeg er jo ikke holdt op med at leve. Men jeg ved også, at mine planer muligvis ikke er mulige. Og hvis det er sådan, er jeg nødt til at forny dem.

Jeg kan huske en sætning, der blev brugt i breve i gamle dage. Når man talte om planer, tilføjede man "sub conditione Jacobaea". Dette er "under betingelse af Jakob" på dansk, og dette henviser til en sætning fra Bibelen, fra Jakobsbrevet. Det betyder: "Hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det ene eller det." Det vil sige: Vi planlægger, og vi gør alt for at få planerne til at ske, men alt andet er i Guds hænder.

Jeg vil prøve at lave mine planer sådan. Jeg planlægger, jeg glæder mig til at gøre nogle ting, men jeg vil gerne kunne acceptere, hvis det viser sig anderledes.

Nu har jeg været i Danmark i snart 2 måneder – jeg synes næsten man kan sige: jeg bor i Danmark. 

Hvad laver jeg hele dagen? Jeg arbejder hjemmefra mandag til fredag. Om morgenen prøver jeg at lave lidt yoga før jeg begynder at arbejde. Normalt arbejder jeg fra kl.8 til kl.16 eller kl. 17. Til frokost spiser jeg brød med ost eller avocado og nogle grøntsager. Efter arbejde går jeg en tur og laver middag.

Jeg elsker at gå en tur ved havet – altid. Nu smager luften af forår og man kan se mange små forårsblomster. Vi har også haft dejligt vejr med meget solskin de sidste uger. Siden sidste weekend blæser det, men stormvejr kommer også med solskin, derfor kan jeg godt lide det vilde vejr når jeg løber. 

Om aftenen se jeg somme tider fjernsyn med min kæreste. Vi er begyndt at se nyheder. Det er godt for at lære dansk. Det bedste er pressekonferencen med Mette Frederiksen. Hun taler meget klart og langsomt, det kan jeg rigtigt godt forstå. 

Jeg snakker også med min familie og mine venner om aftenen. Jeg er næsten stresset over alle mine aftaler: Om mandagen efter dansk – hvor vi naturligvis også mødes digitalt – taler jeg med mine venner fra arbejde. Om tirsdagen snakker jeg med mine gamle venner fra arbejde. Om fredagen snakker jeg med mine venner fra Hamburg. Jeg synes ikke det er så hyggeligt som sædvanligt, men det er ok. 

I weekenden cykler vi tit en tur. Vi kan rigtig godt lide at cykle en tur på Kær. Kær er en lille halvø i nærheden af Sønderborg med mange flotte gårde og æbleplantager.

Sidste weekend besøgte vi vores naboer, Jan og Lene, i deres kolonihavehus. Vi spiste sammen og drak kaffe i solen.

Men vi laver også dejlige ting som at vaske tøj og gøre rent. 

I mandags bragte jeg min kæreste til toget, han skal til Norge nu og arbejde der i 8 uger. Eller rettere sagt han er i karantæne i 2 uger og derefter skal han arbejder der i 6 uger mere. 

Nu er jeg helt alene i vores hus i Sønderborg. Men jeg tror også det vil gå rigtig godt, fordi jeg kan godt være alene og jeg kan også godt lide at have tid for mig – jeg synes det er luksus. 

– biografi

Hilma af Klint blev født i 1862 i Sverige på Karlberg Slot i Solna. Det ligger nordvest for Stockholm. Hun var det fjerde barn og hendes familie var velhavende. Hun gik på en pigeskole i Stockholm, efter familien flyttede dertil, da hun var ti år gammel.

Hun fik lov at lære portrætmaleri på den svenske kunsthøjskole og var en af de første kvindelige kunstnere, der studerede maleri på det Kongelige Kunstakademi fra 1882 til 1887.

Efter eksamen i 1887 malede hun i sit eget atelier, først naturalistiske landskaber og portrætter, som hun lærte det på akademiet.

 Jeg spekulerer på, om Madame Nielsen kunne skrive og bo i vores hus. Jeg læste hendes virkelig morsomme essay om den tyske studerende i Weekendavisen,  der bor over hende og forstyrrer hende i sit arbejde. Og jeg stiller mig selv spørgsmålet, om vi rent faktisk er et typisk tysk hus? Og om hvorfor jeg ville have det ubehageligt, hvis Madame Nielsen sagde: Ja, I er alle sammen typisk tyske! 

Vi bor i en gammel bygning med 10 lejligheder. Nummer 42. Og lige ved siden af er der et identisk hus. Hus nummer 38. Ingen ved, hvad der skete med nummer 40. Vores gamle bygning er meget støjende.

Mennesker bor ovenover, nedenunder, til venstre og til højre for os. Alene, parvis og som familie. Og at leve er at bevæge sig, blive hørt. Der er normalt relativt stille mellem kl. 8.00 og 16.00. Men ikke i øjeblikket. Vi er alle hjemme! 

Min nabo fra 38 er musical-skuespillerinde og tror, hun er Whitney Houston. Min søn tager ikke et brusebad uden en beatbox. Naboen spiller guitar i løbet af dagen, næsten alle børn lærer et instrument. Om eftermiddagen reparerer mændene deres knallerter foran garagerne. Naboen over mig kommer hjem sent om aftenen og er da nødt til at støvsuge sin lejlighed. Sønnen til den ældste kvinde i vores hus (hun er 85 år gammel) arbejder som radiovært. Hun elsker hans programmer og hun er tunghør. Resten af os er det ikke.

Vi ved, hvem der er hjemme!

Hvis jeg glemmer at gøre trappeopgangen ren, minder det ældre ægtepar mig om det. Kun disse to er gifte. Vi lever alle som singler. Mest mødre med deres børn. Og vi ved alle meget om hinandens kærlighedsliv. Naboen under mig har en ny ven, og de griller på balkonen fra om middagen. Lugten er ikke så slem, som den, der kommer fra taxachaufførens lejlighed, der bor sammen med en asiatisk kvinde. Børnene siger, at der lugter som en død hund. Vi har en kat, og kattebakken er i trappeopgangen. Heller ikke lugtfri. Duften af røg fra den delte lejlighed under os er afslappende og næsten sød.

En lejlighed er i øjeblikket tom. Ellers lejes den ud via Airbnb og vi har fornøjelsen af polterabends hver weekend med farverigt tøj og masser af alkohol. Vi sender dem til Reeperbahn omkring kl. 23. 

Jeg elsker at bo her og jeg har boet her i 18 år. Vi er meget fredelige og kærlige med hinanden. Til jul lægger vi alle noget i hinandens støvler, og til påske hænger vi håndarbejde på dørene. Vi lykønsker hinanden til mors dag og før i tiden fejrede vi børnenes fødselsdage sammen. Vi har en lille have i baggården, sidder sammen eller spiller bordtennis (helt nyt). Vores kat er velkommen hos alle, sover overalt og kan lide at blive aet af alle i huset. Bare ikke af den natlige støvsuger, lad os kalde hende Mamselle. Hun flyttede ind i nummer 42 senere end os andre, da en meget flot tandlæge flyttede ud og giftede sig (vi mødes stadig med hende og laver mad sammen). 

Mamselle er ikke rigtig en af os.

Det ved man, fordi hun ikke får noget til jul og påske. Hun har heller ingen sko på sin støvsugede dørmåtte. Hun sidder heller ikke med os i haven. Når jeg snakker med min kæreste nabo i trappeopgangen, og Mamselle kommer op ad trappen, går vi hurtigt tilbage til lejlighederne og venter, indtil hun har lukket sin dør. Er det ikke underligt? Vi er alle meget forskellige og meget hensynsfulde, men vi kan ikke finde noget godt ved hende. Hun kører en stor cabriolet. Hun klæder sig meget ladylike. Hendes parfume hænger i trapperummet hele dagen. Når hun begynder at tale, stopper hun aldrig. Hun taler meget lærerigt. Derudover skylder hun stadig tandlægen penge. 

Har hvert hus brug for en sorteper? Er vores godhed ikke stor nok? Er vi trods alt typisk tyske?

Hvis Mamselle flytter ud en dag, kunne Madame Nielsen flytte ind. Med ørepropper. Gad vide hvad hun ville bemærke?

 Den tager en stor plads i vores have. Og i Corona-tiden er børnene der meget ofte. Vores trampolin er virkelig stor og markant i haven.

Og jeg tænker, trampolinen er et godt symbol på de følelser jeg har omkring Corona-krisen. 

Midten af trampolinen er sort. I forhold til krisen er der meget usikkerhed. Den ene siger, virussen er ufarlig, de er andre virusser, er meget farligere. Men vi hører så slemme historier. Vi ser Italien og USA med alle de omkomne mennesker. Mine forældre har problemer med deres hjerter og jeg er bange for, om de vil få Corona. Beslutningerne, som politikerne tager, viser også usikkerhed. Hvad er den rigtige vej? Skal vi være forsigtige og er økonomien vigtigere end sundheden? På hvilken måde opstår mere skade?

Og kanten af trampolinen er grøn, den del afspejler mit håb. Håbet om, at vi kommer sunde gennem krisen, at vi får oplevelser i krisen, der viser os en anden måde at omgås med vores tid, med vores medmennesker og med verdens ressourcer.

Trampolinen er elastisk. Du kan gå forsigtigt på den og der sker ingenting. Det er som et dyr med angst. Hvis du ikke rører dig, så er der ingen truende fare. Restriktionerne, som vi har nu, er lignende. Vi er ikke så autonome, som vi var før. Du skal bruge din egen kraft, hvis du vil komme godt fra den her tid. Du skal have en egen plan for dagen, du skal organisere dit arbejde og dine kontakter på en ny måde. Du skal dyrke sport, men organisere det uden en klub eller uden andre mennesker og venner. 

Men når du begynder at hoppe på trampolinen, højere og højere, ser du en ny horisont. 

Musikere laver musik gratis, flere mennesker klapper hver aften for alle dem, som de arbejder så meget i denne tid og jeg er taknemmelig over hver lille opmærksomhed. Vi føler en ny samhørighed, et nyt ansvar overfor hinanden.

Heldigvis har vi mange digitale muligheder, vi kan se hinanden, vi kan snakke, vi kan arbejde på en anden måde, det er meget fantastisk. Men vi mærker alligevel, at digitale kontakter ikke kan udskifte de sociale. Og det er en meget vigtig anerkendelse at tage med ud af Corona-krisen.

I dette øjeblik hopper mine børn på trampolinen, de springer og springer. Når de gør det, løsner sig deres kroppe. Jeg tror ikke krisen snart er forbi. 

Vi skal leve meget længere med Corona. 

Men vi skal løsne vores bekymringer og tænke på alle de gode ting, vi har.

Vi oplever nu Coronakrisen. Hele verden beskæftiger sig med spørgsmålet, hvordan vi kan stoppe virussen fra at udbrede sig og ramme og dræbe befolkningen. Hver dag ser vi beretninger, læser om denne skrækkelige og forfærdelige situation i Italien og andre lande verden over. Vi iagttager vores naboer, som agerer forsigtigt, holder afstand til hinanden og registrerer at grænserne, restauranterne, forretninger er lukket. Vi accepterer alle indskrænkningerne af vores personlige frihed fordi faren er real og hver dag informerer medierne os om nye infektionstal og antallet af syge der dør på grund af virussen. Vi tror på videnskaben og bliver følelsesmæssigt berørt. 

I mellemtiden har vi fuldstændig glemt klima- og flygtningekrisen. Der er ikke nok plads i vores hjerner og hjerter til at lægge mærke til tre krisescenarier samtidig. Men klimakrisen er meget farligere, mere substantiel og eksistentiel for vores egen, vores børns og de næste generationers fremtid. 

Problemet er abstraktionsniveauet af klimaforandringen. Bortset fra en alt for varm sommer mærker vi ikke umiddelbart risiciene. Vi er nødt til at forandre vores livstil. Frivilligt, uden at regeringen tvinger os, kun på grund af vores egen indsigt. Det er vanskeligt, men ikke umuligt. 

Men farerne ligger i fremtiden og vil først ramme andre lande og kontinenter og at omstille sit kødforbrug og rejselyst principielt er meget mere vanskeligt end tre måneder uden at besøge sine bedsteforældre. Fundamentale forandringer kræver en meget større indsigt. Men det er bedre at gå skridt for skridt, at undlade at spise kød fem gange om ugen end at tvinge folk til at blive veganer.

Jeg er overbevist om at vi skal forblive optimistiske. Dronning Margarethe sagde at angst ikke er en god rådgiver og det er også mit synspunkt.

Rigtigt er det, at vi kæmper mod mange dårlige ting og at vi har udviklet en bevidsthed for en negativ udvikling. Selvfølgelig er det rigtigt og vigtigt. Faren er at vi bliver frustreret. Resultatet kunne være resignation. En gang læste jeg en artikel om positiv udvikling. Forfatteren fortæller at vi har et stigende antal mennesker med tilgang til rent vand, flere demokratiske lande end 30 år siden, at børnedødelighed er reduceret til 50 %, at ozonlaget er blevet halveret, så flere og flere engager sig i sociale projekter. Derfor skal vi bevare vores optimisme og passe på at vi ikke kun ser fremtiden i et mørkt lys.

Mennesket har ofte fundet løsninger for at overvinde krisetider. Vi skal ikke være overfladiske, men livet er en vidunderlig gave og vi skal alle huske at nyde dets muligheder.

Vi snakker alle sammen om, hvad vi kan tage med os fra krisen, som vi står midt i alle sammen – mit bud er at starte med os selv.

Jeg har altid hørt at hunde ligner deres ejere eller omvendt, og når jeg går tur med min lille, lavbenede med flagermusøre-hund, hvilket er dagens store event pt., tænker jeg altid på, hvilke fællestræk vi har og kan ikke selv se dem, men det kan jeg i mange tilfælde hos andre.

I morges kom en ikke så høj, ”godt i stand” kvinde, med et lettere bredt ansigt imod mig med to bulldogs, den ene en engelsk, den anden en mindre af slagsen. Vi, Xanti (min hund) og jeg, blev mødt med et surt opstød af et langt bjæf fra den største. Kvinden forsøgte høfligt at irettesætte den, uden held. Xanti løb hurtigt foran mig, rundt om hjørnet og stod pænt og ventede bag hækken, kiggede op på mig, som om den afventede en belønning. Jeg klappede den og den løb glad videre. 

Hvorfor klappede jeg den? er der nok nogen der nu stiller sig det spørgsmål ud i luften.

Fordi den gerne ville have min anerkendelse for, at den havde gjort noget rigtigt. Sådan fortolkede jeg det i al fald. Og det havde den jo, den skyndte sig væk fra faren og ventede ovenikøbet på mig. 

Selvom jeg måske gerne ville have haft, at den havde reageret på en anden måde, netop havde stået op for sig selv, blevet på stedet, stille og roligt vist den engelske og co., at sådan kan man altså også være, som hund. 

Og her er det at vi ligner hinanden, måtte jeg stille erkende.

Ikke at jeg lider af angst, jeg er meget rationel og spontan, hvad angår uforudsete begivenheder i mit liv. Men når jeg møder mennesker, som har en højere status end jeg, eller rettere sagt en status, som jeg intuitivt og umiddelbart fortolker som højere status end min, så får jeg åndenød. Jeg bliver rød i hovedet, begynder at svede, ved ikke helt hvad jeg skal sige, snakker vedkommende efter munden og så hurtig jeg kan, forsvinder jeg. 

Hvis der dér ville være en anden person, som kunne tage mig i hånden og sige at det er ok, hvordan jeg reagerede – for det var alligevel kun en oppustet personlighed, der stod foran mig – ville jeg blive så glad, at jeg ville logre med numsen. 

Det prøver jeg så at gøre med mit eget voksne jeg, for det er vel det man må gøre som menneske, hvis ens selvværd ikke er så stort, som man kunne ønske sig det? For der er ingen chance for at den oppustede personlighed kommer på nye tanker, at han eller hun kunne trække maven ind og gøre plads til andre, eller er der?

Det må jeg også spørge mig selv om, for selvfølgelig fungerer det også den anden vej rundt, hvor jeg er den oppustede …

Så hvis jeg skal se positivt på mig selv og mennesket overhovedet og situationen vi står fælles i lige nu, så er dét måske én af de ting vi kan tage med os. At give plads til hinanden.

Jeg sidder ved mit skrivebord i vores lejlighed på 4. sal. Udenfor skinner solen skarpt. Jeg har udsigt over Osterbekkanalen. En jogger kommer fra venstre side og løber i en pæn bue, med hensynsfuld afstand, uden om til en gammel dame med rollator. En mand sidder alene i sin bil – med en maske på! Folk er bange. Nu kæmper vi alle mod én. Samfundet mod virussen. 

En sort sky dukker op, træerne står og rokker, pludselig hagler det. Hagl er irriterende. Men lige så hurtig det kommer, lige så hurtig forsvinder det igen. Typisk aprilvejr. Man ved ikke, hvad der bliver det næste. Det samme gælder for kampreglerne. Først hed det sig “ikke mere end 10 mennesker”, nu er det kun to, som må gå en tur sammen. For to uger siden var et frisørbesøg i orden, nu er det for farligt. Hvad sker der i næste uge: maskepligt, udgangsforbud eller nye indkøbsregler? Vi ved det ikke. Vi skal alle hjælpe til med at vende elendigheden. Det er ikke tid til aprilsnar. Situationen er alvorlig. Det ved vi nu. Det kan jeg mærke hver dag. 

Tro

For 4 uger siden ville jeg ikke have troet, at grænsen mellem Danmark og Tyskland ville blive lukket.

For 4 uger siden ville jeg ikke have troet, at der ikke ville være mere toiletpapir i supermarkedet.

For 4 uger siden ville jeg ikke have troet, at børn ikke længere kunne gå i skole.

Så, hvad kan jeg tro på? Jeg vil gerne tro på videnskaben og at myndighederne gør det rigtige.  Jeg vil gerne tro på, at der er nogen eller noget, som er stærkere end virussen. 

Håb

Troen er ingenting uden håb. Vi håber, at vi alle vil udstå det hele. Håbet er en vigtig drivkraft. Håbet om en bedre fremtid kan sætte forandringer i gang og åbner nye perspektiver. Håbet giver trøst til nutiden.  

Så vidt teorien. Men hvad kan give os håb? “Selvom jeg vidste, at dommedag ville komme i morgen, ville jeg stadig plante et æbletræ i dag.” Det sagde M. Luther engang. 

Sådan vil jeg tro på en bedre fremtid, tage en lang cykeltur i dag og planlægge en rejse til Læsø.  Jeg tror, at det er vigtigt at tage en lille pause fra virussen. Bare én dag uden nyheder, uden Corona -ekstra udsendelse. 

Kærlighed

Størst af alt er kærlighed. Selv Anne Linnet bliv inspireret af Paulus' Første Brev til Korinterne. Sådan lyder det i refrænet:

Størst af alt er kærlighed

Den tåler alt og varer ved

Og døden selv må leve med

At størst af alt er kærlighed

Når vi står sammen ved at holde afstand, kan vi trods alt forblive forbundet med hinanden.

Måske er det tid til et gækkebrev. 

gudrun.wulf@gmail.com

1986: Reaktorulykken ramte øst og vest lige uforberedt. Der var ingen beredskabsplan, ingen officielle henstillinger om, hvilke foranstaltninger der skulle træffes. At en katastrofe som denne kunne forekomme, troede man simpelthen ikke kunne være mulig – eller ville ikke tro på, at det kunne ske. 

2020: At en katastrofe som denne kunne forekomme, troede man simpelthen heller ikke kunne være mulig – eller ville ikke tro på, at det ville ske. 

Jeg tænker meget på dengang og nu.

Bliv venligst indenfor, det regner! 

Vi var i vores weekendhus i nærheden af Lüneburg. 50 m2 midt i skoven. Som en undtagelse fik vi lov til at se tv. Jeg gik frivilligt ud i skuret for at læse. Det var bare for tæt med hele familien.

Jeg var 12 år gammel. Vi havde aldrig oplevet noget lignende. Vi havde ingen sikre alternativer måder at agere på. For min yngre bror var det sikkert, at politiet ville tage sig af alt. Jeg var forvirret. Vores nabo havde en sølvhættejakke på i månedsvis. 

Vi drømte om skinnende biler, der blev dekontamineret ved grænserne. Af mennesker i beskyttelsesdragter. Min bedstemor spiste kun dåsegrøntsager og drak UHT-mælk. Jodtabletter var ikke længere tilgængelige på apoteker. Landmændene krævede kompensationsbetalinger for manglen på høstindtægter. Flyrejser til Australien og De Kanariske Øer var fuldt bookede. Krisen var regional begrænset.

Og truslen kom ovenfra og senere nedefra.

Lad det være i fred, i år spiser vi ikke svampe!

Vi elskede at samle svampe i efteråret. Det år var der flere brunstokket rørhatte, Karl Johan og kantareller i skoven end nogensinde før! 

I mine drømme glødede de i neonfarver. 

Har du været udenfor i dag? 

I den første uge spillede de bordtennis, brugte basketballbanen og joggede. Nu spreder trægheden sig. Jeg bor sammen med tre unge i pubertetsalderen på 63 kvadratmeter. Faktisk skal en af os altid være ude, så lejligheden ikke bliver for lille. 

Vi har ikke et skur, men vi har et loftsrum. Jeg har allerede gjort det rent. Jeg kan godt lide at være deroppe. Jeg kan se fjernsynstårnet, solen skinner og alt ser ud til at være fint. Fuglene kvidrer, ingen fly kan høres. Verden er blevet stille. Jeg spurgte de tre unge, om de drømmer om Corona. Nej. De drømmer om Trump og Nordkorea. Og om vores kat.

I lørdags gik jeg på fiskemarkedet med en veninde på cykel. Vores foretrukne bar er lukket. Vi sad på en bænk ved færgehavnen og drak dansk kirsebærlikør, gemt i vores håndtaske. Vi siger skål til livet og dem, der redder liv. Da politimændene kom forbi, gled vi længere fra hinanden. Truslen kommer fra siden, forfra og bagfra.

Bærer du en ansigtsmaske, når du køber ind?

Nej, der er jo ikke flere masker.

Tog du jodtabletter dengang? Hun ved straks, hvad jeg mener. 

Nej, jeg spyttede dem ud. Vi griner. Og det er så godt at grine i denne natlige havnepragt i Hamborg.

Jeg drømmer om havet. 

Også jeg. 

Og vi tager hinandens hænder kort.  

Jeg har ikke så mange veninder, dem jeg har, har jeg kendt i mange år. Vi har stadig et tæt venskab, men det er anderledes nu end da vi var unge. Dengang var vi på ferie sammen, gik ud for at danse eller på barer. Men på et tidspunkt fik alle familier, de har et til tre børn. Jeg har aldrig ønsket at få børn.

Vi flyttede fra hinanden, en veninde bor i Amsterdam, en anden in Berlin. Så de fik nye venner, venner med familier, venner der bor i nærheden. Og vores liv, vores hverdag har udviklet sig forskelligt gennem årene. Det er svært at holde kontakten i normale tider, men nu er det særlig svært, tror jeg. 

Vi skulle have mødtes for to uger siden, på et langt weekendophold i Bremen, på et dejligt hotel, med tid nok til at tale sammen igen. Og vi skulle til koncert, men den blev aflyst på grund af Coronakrisen. Siden da har jeg ikke været i stand til at ringe til dem. Vi har kun skrevet på Whatsapp. 

Mange mennesker mødes nu på Skype, Facetime, Zoom eller til Houseparties, har aftaler med venner og drikker sammen om aftenen. Jeg gør det også, men med mine kollegaer og med en ny, yngre veninde.

Jeg så en livestream fra min yndlingsclub Molotow og havde lyst til at danse i stuen, måske sammen med en veninde over Skype.

I lørdags havde jeg en aftale med en ven for at se en koncert på Instagram Live, jeg har deltaget i en pubquiz med en kollega og hendes kæreste, jeg skriver med så mange mennesker fra hele verden, fra København, Texas, Washington D.C., Hong Kong, Berlin. Jeg kender dem ikke personligt, men jeg skiver mere med dem end med mine veninder. 

Men jeg kan ikke forestille mig at mine veninder har lyst til at danse med mig, drikke med mig eller gå til koncert med mig – virtuelt. De underviser deres børn om morgenen og eftermiddagen, arbejder, laver mad to gange om dagen, putter deres børn om aftenen.

Mit liv er anderledes, det er meget klart lige nu. Jeg ved at de alle har problemer nu med arbejde, med at passe på børnene. Og det er svært for mig i øjeblikket kun at snakke om problemer og dårlige nyheder. Jeg vil bare slappe af og have det sjovt om aftenen. Derfor føler jeg mig sommetider som en dårlig veninde. 

Men jeg tænker meget på, at mine veninder og jeg ved at vi kan stole på hinanden, hvis noget går galt. Og jeg er også sikker på at de tænker på mig. Sådan har det altid været, siden vi ikke længere alle bor i Hamborg. Og sådan er det sandsynligvis også i den her tid.